Principmeddelelsen fastslår
Servicelovens bestemmelse i § 102 om behandling er en ”kan-bestemmelse”. Kommunen har efter bestemmelsen mulighed for, men er ikke forpligtet til, at bevilge tilbud af behandlingsmæssig karakter efter serviceloven. Der er ikke krav om, at kommunen skal træffe en generel beslutning om at anvende servicelovens § 102, men kommunen er bundet af det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip.
Kommunen er derfor forpligtet til at sikre, at lighedsgrundsætningen iagttages. Det betyder, at kommunen vil skulle tilbyde behandling efter serviceloven, hvis kommunen i tilsvarende situationer bevilger hjælp efter bestemmelsen.
En borger, der har behov for behandling, skal benytte det sædvanlige behandlingssystem efter sundhedslovgivningen, men kommunen kan beslutte, i hvilket omfang den vil bevilge behandling.
Hvis en kommune vælger at anvende servicelovens § 102, kan den beslutte hvilke former for behandling, der er omfattet. Kommunen har derfor mulighed for at lade enhver form for behandling være omfattet, dvs. både alternative og sundhedsfagligt anerkendte behandlinger. Dette gælder, uanset om behandleren har en sundhedsfaglig autorisation, ydernummer eller lignende.
Derudover skal kommunen i det enkelte tilfælde foretage en konkret og individuel vurdering af, om tilbuddet af behandlingsmæssig karakter er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og om det imødekommer kriteriet om ikke at kunne opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning. Det betyder, at hvis borgeren fx har udtømt sine muligheder i det ordinære behandlingssystem, vil kommunen i dette tilfælde kunne bevilge behandling efter servicelovens § 102. Overvejelser om behandlingens effekt mv. kan indgå i kommunens vurdering af, om et konkret tilbud af behandlingsmæssig karakter kan anses for at være nødvendigt.
Kommunen behandler ansøgninger om bevilling af behandling efter serviceloven. Kommunens afgørelser kan påklages til Ankestyrelsen. Det gælder også, når kommunen generelt har besluttet ikke at bevilge behandling (og derfor allerede af den grund meddeler afslag på ansøgningen).
De konkrete sager
I sag nr. 1 fik borgeren afslag på behandling, da Ankestyrelsen lagde vægt på, at behandling af en spiseforstyrrelse i form af Binge Eating Disorder (BED) hører under sundhedssektoren. Ankestyrelsen henviste i den forbindelse til, at det forhold, at det i sundhedssektoren er besluttet, at der ikke gives behandling til patienter med spiseforstyrrelsen BED, ikke kan begrunde, at hjælpen skal ydes efter reglerne i den sociale lovgivning. Ankestyrelsen stadfæstede derfor kommunens afgørelse. Styrelsen besluttede at genoptage sagen til principiel behandling til afklaring af, hvilken betydning kan-bestemmelsen i servicelovens § 102 kan have for borgerens materielle rettigheder efter serviceloven. Ankestyrelsen fastholdt afgørelsen, da servicelovens § 102 er en kan-bestemmelse, og kommunen havde besluttet ikke at anvende bestemmelsen ift. behandling af BED. Kommunen var derfor ikke forpligtet til at foretage en konkret og individuel vurdering.
I sag nr. 2 fik borgeren afslag på behandling i form af Body SDS fra kommunen, fordi behandling som udgangspunkt skal leveres af det sædvanlige behandlingssystem efter sundhedslovens bestemmelser.
Kommunen havde henvist til, at borgeren ville kunne modtage en behandling tilsvarende Body SDS behandling i det ordinære behandlingssystem, fx ved henvisning til fysioterapi eller lignende. Ankestyrelsen stadfæstede kommunens afgørelse, da servicelovens § 102 er en kan-bestemmelse, og kommunen havde besluttet ikke at anvende bestemmelsen for så vidt angår Body SDS behandling. Kommunen var derfor ikke forpligtet til at foretage en konkret og individuel vurdering.