Ankestyrelsens principmeddelelse 28-23 om folkepension - førtidspension – gifte – reelt enlig - samlevende

01-01-2023
Lov om social pension Fælles husførelse Gifte Pension Reelt enlig Samlevende Gældende Kommunal Udbetaling Danmark

Principmeddelelsen fastslår

Der er en formodning for, at en pensionist, der er gift og bor sammen med sin ægtefælle, ikke er enlig i pensionslovens forstand.

En pensionist, der er gift, og som ikke bor sammen med sin ægtefælle, kan efter en konkret vurdering anses som enlig i pensionslovens forstand.

Udbetaling Danmark skal derfor foretage en konkret og samlet vurdering af, om en pensionist, der ikke bor sammen med sin ægtefælle, kan betragtes som enlig i pensionslovens forstand.

I vurderingen indgår, om pensionisten har fordele ved sin relation til sin ægtefælle, uanset at ægtefællerne ikke bor sammen. Heri indgår en vurdering af økonomiske og/eller ikke-økonomiske forhold mellem ægtefællerne, herunder praktiske og personlige forhold.

Det afgørende ved vurderingen er, om pensionisten har fordele, der samlet set har et omfang, der kan sidestilles med de fordele, som samlevende personer har.

Det kan indgå i vurderingen, at ægtefællerne har valgt at bevare ægteskabet, da retsvirkningerne af et ægteskab i sig selv kan anses for at udgøre fordele for pensionisten.

Udbetaling Danmark kan derudover inddrage følgende momenter i vurderingen af, om en gift pensionist, der ikke bor sammen med sin ægtefælle, kan anses som enlig i pensionslovens forstand:

  • Afholder ægtefællerne løbende faste fælles udgifter.
  • Bidrager ægtefællerne til hinandens økonomi ved fx pengeoverførsler mellem dem.
  • Ejer ægtefællerne aktiver sammen, som fx ejendom og bil.
  • Har ægtefællerne optaget fælles lån.
  • Hjælper ægtefællerne hinanden med daglige gøremål, som fx indkøb, madlavning, rengøring eller havearbejde.
  • Har ægtefællerne tidligere boet sammen og hvor længe.

De konkrete sager

Sag nr. 1

Udbetaling Danmark vurderede, at pensionisten var samlevende med sin ægtefælle. Pensionisten havde derfor ikke ret til folkepension som enlig fra den 1. juli 2017. Pensionen skulle omregnes med tilbagevirkende kraft efter reglerne for gifte og samlevende, da pensionisten ikke havde oplyst Udbetaling Danmark om ægtefællernes økonomiske relation.

Pensionisten var overgået til folkepension den 1. august 2017. Pensionisten havde flyttet sin bopælsadresse til ægtefællernes sommerhus på Sjælland den 1. juli 2017, mens ægtefællen blev boende på deres tidligere fælles bopæl i Jylland. 

Udbetaling Danmark lagde vægt på, at pensionisten havde været gift og havde haft fælles bopælsadresse med ægtefællen siden august 1987 og frem til juli 2017. Ægtefællerne havde bibeholdt fælles konti og havde siden oktober 2016 ejet sommerhuset i lige sameje. Ægtefællerne havde også købt en bil sammen i april 2021.

Begge ægtefællers indtægter indgik på samme fælles konto, hvorfra der blev afholdt udgifter til dagligvarer både omkring området ved sommerhuset og i området, hvor ægtefællen boede. Der blev også afholdt faste udgifter til forsyningsselskaber i begge områder. Kontoen blev også anvendt til betaling af fælles lån og til køb af bilen i april 2021. Begge benyttede derfor kontoen til indkøb og betaling af regninger.

Pensionisten oplyste, at han var alene om det praktiske i sommerhuset grundet afstanden mellem ægtefællernes boliger, og at ægtefællerne havde udgifter til to boliger og husholdninger.

Ankestyrelsen stadfæstede Udbetaling Danmarks afgørelse. Ankestyrelsen vurderede, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Udbetaling Danmarks vurdering af, at ægtefællernes samliv i pensionslovens forstand ikke var ophævet den 1. juli 2017, selvom de ikke havde boet på samme adresse.

Ankestyrelsen var også enig med Udbetaling Danmark i, at pensionen skulle omregnes med tilbagevirkende kraft fra den 1. oktober 2017.

Sag nr. 2

Udbetaling Danmark vurderede, at pensionisten var samlevende med sin ægtefælle. Pensionisten havde derfor ikke ret til førtidspension som enlig fra den 1. november 2020. Pensionen skulle omregnes med tilbagevirkende kraft efter reglerne for gifte og samlevende, da pensionisten ikke havde oplyst Udbetaling Danmark om ægtefællernes økonomiske relation.

Pensionisten havde været gift med sin ægtefælle siden august 1996 og de havde et fælles barn fra 1995. Ægtefællerne havde boet sammen ad flere omgange og havde senest en fælles adresse fra maj 2020 til september 2020.

Ægtefællerne havde haft en fælles konto siden august 2009. Det fremgik af kontoudskrifterne, at ægtefællens løn var tilgået fælleskontoen i perioden oktober 2020 til juni 2021. Pensionistens egen indtægt indgik ikke på fælleskontoen. I perioden fra oktober 2020 til juni 2021 var der i alt overført 216.635 kr. til pensionisten fra fælleskontoen.

Der var også overført penge mellem pensionistens konti og ægtefællens konto. I perioden fra marts 2021 til december 2022 havde ægtefællen overført samlet 365.948 kr. til pensionisten, som svarede til 16.634 kr. i gennemsnit pr. måned. Pensionisten havde alene overført 40.429 kr. til ægtefællen i perioden juli 2021 til november 2021, samt fra oktober 2022 til december 2022.

Pensionisten havde oplyst, at overførslerne fra ægtefællen skyldtes, at pensionisten betalte regninger og foretog indkøb på ægtefællens vegne.

Ankestyrelsen stadfæstede Udbetaling Danmarks afgørelse. Ankestyrelsen vurderede, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Udbetaling Danmarks vurdering af, at ægtefællernes samliv ikke var ophævet den 1. november 2020, selvom de ikke havde boet på samme adresse.

Ankestyrelsen var også enig med Udbetaling Danmark i, at pensionen skulle omregnes med tilbagevirkende kraft fra den 1. november 2020.

 

Ankestyrelsen har behandlet sagerne principielt. Det har vi gjort for at fastslå, at der gælder en formodning for, at en pensionist, der er gift og bor på samme bopælsadresse som sin ægtefælle, anses for samlevende i pensionslovens forstand.

En pensionist, der er gift, kan konkret anses som enlig, hvis parterne ikke bor på samme adresse og samlivet i øvrigt er ophævet. Det kan indgå i vurderingen, at parterne har valgt at bevare ægteskabet.

Love og bekendtgørelser

Bekendtgørelse af lov om pension nr. 527 af 25. april 2022 (pensionsloven) § 49, stk. 2.

Bekendtgørelse af lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. nr. 528 af 25. april 2022 (gammelførtidspensionloven) § 48, stk. 2.

Praksis

Følgende principmeddelelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:

P-7-97 (gift, fælles bopæl)

Ankestyrelsen vurderede, at pensionisten ikke havde haft ret til pension som enlig fra det tidspunkt, hvor den fraseparerede ægtefælle var flyttet tilbage på samme bopælsadresse som pensionisten.

P-26-97 (gift, ej fælles bopæl)

Ankestyrelsen vurderede, at pensionisten fortsat var enlig i pensionslovens forstand efter pensionisten var flyttet ind på samme plejehjem som ægtefællen, da pensionisten havde fået en adskilt og selvstændig bolig på plejehjemmet.

Vejledninger

Vi har også anvendt vejledning om social pension nr. 53 af 31. august 2007 om social pension

  • Pkt. 212 om indgåelse og ophævelse af samliv
  • Pkt. 213 om ægteskab/registreret partnerskab
  • Pkt. 267 om enlige
  • Pkt. 268 om folkeregister
  • Pkt. 271 om ophold på plejehjem mv.
  • Pkt. 272 om ændringer i samlivsstatus.

Sag nr. 1, j.nr. 23-30132

Du har klaget over Udbetaling Danmarks afgørelse om, at du ikke kan anses som enlig efter pensionsloven og om tilbagebetaling af folkepension. Udbetaling Danmark afgjorde sagen den 10. marts 2023.

Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

  • Du har ikke ret til folkepension som enlig fra den 1. juli 2017 og frem.

 

  • Din pension skal omregnes efter reglerne for gifte og samlevende med virkning fra den 1. oktober 2017.

Det betyder, at vi stadfæster Udbetaling Danmarks afgørelse, og at afgørelsen ikke ændres. Det betyder også, at du skal tilbagebetale for meget modtaget pension for perioden 1. oktober 2017 til 31. december 2022.

Begrundelse for afgørelsen om ret til pension som enlig

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen har ikke grundlag for at tilsidesætte Udbetaling Danmarks vurdering af, at du efter pensionsloven ikke kan betragtes som enlig fra den 1. juli 2017.

Jeres samliv er i pensionslovens forstand således ikke ophævet den 1. august 2017, selvom I ikke har boet på samme adresse fra 1. juli 2017 til 1. september 2023.

Din pension skal derfor beregnes efter reglerne for gifte og samlevende.

Hvad er afgørende for resultatet

Det fremgår af sagen, at du har været gift med din ægtefælle siden 1987, og at I frem til den 1. juli 2017 har været registreret med fælles bopælsadresse i Jylland. Du blev den 1. juli 2017 registreret med bopæl i jeres fælles sommerhus på Sjælland.

Vi lægger vægt på, at I har valgt at bevare jeres ægteskab, efter at du er flyttet fra din ægtefælle. Indgåelse af ægteskab medfører en række retsvirkninger som fx formuefællesskab, gensidig forsørgelsespligt, automatisk arveret, som i sig selv medfører en række fordele for dig.

Vi lægger også vægt på jeres økonomiske relation. I har bibeholdt tre fælles konti, og I har siden den 1. oktober 2016 ejet sommerhuset i lige sameje, hvor du nu har bopæl. I har desuden købt en bil sammen i 2021.

Videre fremgår det af kontoudskrift fra jeres fælles konto, at begge jeres indkomster går ind på kontoen, og at der fra kontoen afholdes udgifter til dagligvarer både omkring din og din ægtefælles adresse samt faste udgifter til el, vand og varme både i Jylland og på Sjælland. Fra kontoen betales der også til fælles lån. I har også begge overført til kontoen for betaling af jeres fælles bil.

Kontoen er dermed en fælles konto, som I begge benytter til indkøb og betaling af regninger. I har derfor fortsat en væsentlig sammenblandet økonomi.

Vi lægger også vægt på dine oplysninger om, at når din ægtefælle stopper med at arbejde, skal hun flytte over til dig i sommerhuset, og at jeres samvær ikke er ophørt, efter at du flyttede fra jeres fælles bopælsadresse.

Oplysningerne fremgår af dit partshøringssvar af den 2. november 2022.

Vi er opmærksomme på dine oplysninger om, at din pension skal dække alle dine udgifter på din bopæl på din adresse i sommerhuset samt til have og bil, og at du ikke har fordele i form af praktisk hjælp i hverdagen grundet afstanden mellem jeres bopæle.

Dine oplysninger fører ikke til en ændret vurdering, da du samlet set har fordele ved din relation til din ægtefælle, der kan sidestilles med de fordele, som samlevende har. I den samlede vurdering er det indgået, at du ikke har fordele i form af praktisk hjælp.

Om reglerne

Ydelser som enlig

Formålet med højere ydelser til enlige er at yde kompensation for de fordele, som gifte og samlevende har. Det er navnlig en kompensation for økonomiske fordele i forbindelse med betaling af faste udgifter og udgifter til dagligt forbrug, men også en kompensation for manglende praktisk hjælp i hverdagen med opgaver såsom indkøb, madlavning, rengøring, havearbejde m.v.

En pensionist, der er gift, kan efter en konkret vurdering anses som enlig i pensionslovens forstand, hvis ægtefællerne bor på hver deres bopælsadresse.

Ved vurderingen af, om en gift pensionist kan anses som enlig, skal det vurderes, om samlivet er ophævet. Det afgørende ved vurderingen er, om pensionisten samlet set har fordele ved ægteskabet i et omfang, der kan sidestilles med de fordele, som samlevende har.

I vurderingen af, om pensionisten kan anses som enlig, kan det også indgå, at ægtefællerne har valgt at bevare ægteskabet.

Begrundelse for afgørelsen om tilbagebetaling og omregning af pension

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen har ikke grundlag for at tilsidesætte Udbetaling Danmarks vurdering af, at du siden september 2017 vidste eller burde have vidst, at du ikke var enlig i pensionslovens forstand, og at det ville have betydning for beregningen af din pension.

Du skal derfor tilbagebetale den for meget udbetalte pension for perioden fra den 1. oktober 2017 til den 31. december 2021.

Vi bemærker, at Udbetaling Danmark oplyser i afgørelse, at din pension for perioden 1. januar 2022 til 31. december 2022 bliver efterreguleret, når Udbetaling Danmark har modtaget din årsopgørelse for 2022 fra Skattestyrelsen. Eventuel for meget udbetalt pension for 2022 henstår derfor til efterregulering.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at du i partshøringsbrev af 14. september 2017 fra Udbetaling Danmark er blevet vejledt om, at du efter reglerne i pensionsloven kan anses som samlevende, selvom du ikke bor sammen med en person, og at det gælder, hvis du har indrettet dig på en måde, så du samlet set har de samme fordele som gifte og samlevende personer. Fordelene kan være både økonomiske og praktiske.

Da du henvender dig telefonisk til Udbetaling Danmark, den 15. september 2017 i forlængelse af partshøringsbrevet om samliv, har du modtaget brevet om samliv i din e-Boks.

På baggrund af Udbetaling Danmarks vejledning vidste eller burde du have vidst, at du ikke havde ret til at modtage pension efter reglerne for enlige efter den 1. oktober 2017.

Vi er i den forbindelse opmærksomme på, at du ikke har oplyst Udbetaling Danmark om, at jeres samvær var ophørt, efter at I ikke længere boede sammen, samt at der ikke er sket nogen ændringer i jeres relation, efter at du begyndte at modtaget pension som enlig. Oplysningerne fører ikke til en ændret vurdering, da du oplyste Udbetaling Danmark, ved telefonsamtale den 15. september 2017, at I ikke havde fælles økonomi.

Om reglerne

Ydelser modtaget uberettiget og mod bedre vidende skal betales tilbage

Pensionister har pligt til at oplyse om forandringer i forhold, der kan forventes at medføre ændringer af pensionen.

Hvis pensionisten vidste eller burde have vidst, at han/hun ikke havde ret til ydelser som enlig, skal den pension, der er modtaget for meget betales tilbage.

Det forhold, at pensionisten ikke har overholdt sin oplysningspligt, kan ikke i sig selv føre til, at der rejses et krav om tilbagebetaling. Ved tilbagebetaling er det en betingelse, at pensionisten har været i ond tro med hensyn til den manglende oplysnings betydning for retten til og størrelsen af ydelsen.

Omregning og efterregulering

Omregning af pension sker som udgangspunkt den 1. i måneden efter de ændrede forhold.

Udbetaling Danmark kan dog først omregne pensionen fra det tidspunkt, hvor pensionisten vidste eller burde vide, at der ikke var ret til pension som enlig.

Udbetaling Danmark kan også kun efterregulere pensionen for de perioder, hvor pensionisten vidste eller burde vide, at der ikke var ret til pension som enlig.

Sag nr. 2, 23-43713

Du har klaget over Udbetaling Danmarks afgørelse om, at du ikke kan anses som enlig efter pensionsloven og om tilbagebetaling af førtidspension. Udbetaling Danmark afgjorde sagen den 10. marts 2023.

Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

  • Du har ikke ret til førtidspension som enlig i perioden fra den 1. november 2020 og frem.

 

  • Din pension skal omregnes efter reglerne for gifte og samlevende med virkning fra den 1. november 2020.

Det betyder, at vi stadfæster Udbetaling Danmarks afgørelse, og at afgørelsen ikke ændres. Det betyder også, at du skal tilbagebetale for meget modtaget pension som enlig for perioden fra den 1. november 2020 til den 31. december 2022.

Vi beklager den lange sagsbehandlingstid.

Begrundelse for afgørelsen om ret til førtidspension som enlig

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen har ikke grundlag for at tilsidesætte Udbetaling Danmarks vurdering af, at du efter pensionsloven ikke kan betragtes som enlig fra den 1. november 2020.

Jeres samliv som gifte er i pensionslovens forstand således ikke ophævet den 1. november 2020, selvom I ikke har boet på samme adresse fra 1. september 2020 til den 1. september 2023.

Din pension skal derfor beregnes efter reglerne for gifte og samlevende.

Hvad er afgørende for resultatet

Det fremgår af sagen, at du har været gift med din ægtefælle siden 1996. I har en fælles datter, som er født i 1995, og I har tidligere boet sammen ad flere omgange, senest i perioden fra 12. maj 2020 til den 1. september 2020.

Du har modtaget førtidspension siden 1. maj 1992 og har senest modtaget førtidspension som samlevende i perioden fra 1. maj 2020 til 31. oktober 2020, da I havde fælles bopælsadresse.

Du har siden den 1. september 2020 været bopælsregistreret på en anden adresse end din ægtefælle. Din ægtefælle har haft samme bopælsadresse som din søn fra den 1. oktober 2021.

Vi lægger vægt på, at I har valgt at bevare jeres ægteskab, efter at du er flyttet fra din ægtefælle. Indgåelse af ægteskab medfører en række retsvirkninger som fx formuefællesskab, gensidig forsørgelsespligt, automatisk arveret, som i sig selv medfører en række fordele for dig.

Vi lægger også vægt på jeres økonomiske relation. Udbetaling Danmark har indhentet kontoudskrifter fra jeres fælles konto og dine konti fra 2019 og frem til december 2022.

I har en fælles konto, som I har haft siden den 5. august 2009. Det fremgår af kontoudskrifterne, at din ægtefælles løn er tilgået fælleskontoen i perioden oktober 2020 til den 30. juni 2021. Din pension er ikke udbetalt til jeres fælles konto. Der er også overført penge mellem dine konti og jeres fælles konto. I perioden fra oktober 2020 til juni 2021 er der i alt overført 216.635 kr. til dine konti fra jeres fælles konto.

Der er desuden overført penge mellem dine konti og din ægtefælles konto, hovedsagligt fra ham til dig. I perioden fra marts 2021 til december 2022 har din ægtefælle overført samlet 365.948 kr. til dig, som svarer til 16.634 kr. i gennemsnit. Der har været flere mindre beløb, men der har også været overført beløb på mellem 10.000 kr. og en enkelt gang op til 70.000 kr. pr. gang. Du har alene overført 40.429 kr. til din ægtefælle i perioden juli 2021 til november 2021, samt fra oktober 2022 til december 2022.

Vi er opmærksomme på dine oplysninger om, at jeres fælles konto ikke har været anvendt i en længere periode, og at du hjælper din ægtefælle med at betale sine regninger, da han ikke er stærk i netbank. Du har derfor betalt telefonregninger og husleje for din ægtefælle. Du har også handlet for ham, og derfor har din ægtefælle overført penge til dig. Du har også forklaret, at du har arvet 800.000-900.000 kr. fra din moster, som hovedsagligt er udbetalt til dine børn.

Vi er også opmærksomme på, at du var uden bolig i perioden 12. maj 2020 til 1. september 2020, hvorfor du var bopælsregistret på samme adresse som din ægtefælle.

Oplysningerne fører ikke til en ændret vurdering, da du ud fra en samlet vurdering ikke kan anses som enlig i pensionslovens forstand.

Vi bemærker, at der ofte er overført større beløb på over 10.000 kr. om måneden fra din ægtefælle til dine konti, henover perioden fra oktober 2020 til december 2022. Ud fra beløbenes størrelse og hyppighed, peger det på, at beløbene dækker andet end din ægtefælles telefonregninger og husleje. Vi kan derfor ikke lægge til grund, at overførslerne udelukkende dækker praktisk hjælp med betaling af din ægtefælles regninger og indkøb. Ud fra sagens oplysninger, er der heller ikke grundlag for at antage, at du via din ægtefælle skulle have modtaget penge fra din mosters arv. 

Om reglerne

Ydelser som enlig

Formålet med højere ydelser til enlige er at yde kompensation for de

fordele, som gifte og samlevende har. Det er navnlig en kompensation for økonomiske fordele i forbindelse med betaling af faste udgifter og udgifter til dagligt forbrug, men også en kompensation for manglende praktisk hjælp i hverdagen med opgaver såsom indkøb, madlavning, rengøring, havearbejde m.v.

En pensionist, der er gift, kan efter en konkret vurdering anses som enlig i pensionslovens forstand, hvis ægtefællerne bor på hver deres bopælsadresse.

Ved vurderingen af, om en gift pensionist kan anses som enlig, skal det vurderes om samlivet er ophævet. Det afgørende ved vurderingen er, om pensionisten samlet set fortsat har fordele ved ægteskabet i et omfang, der kan sidestilles med de fordele, som samlevende har.

I vurderingen af, om pensionisten kan anses som enlig, kan det også indgå, at ægtefællerne har valgt at bevare ægteskabet.

Begrundelse for afgørelsen om tilbagebetaling og omregning af pension

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen har ikke grundlag for at tilsidesætte Udbetaling Danmarks vurdering af, at du siden oktober 2020 vidste eller burde have vidst, at du ikke var enlig i pensionslovens forstand, og at det ville have betydning for beregningen af din pension.

Da du uberettiget har modtaget pensionstillæg som enlig, skal din pension derfor omregnes fra den 1. november 2020, som er den første i måneden efter, at du vidst eller burde have vidst, at du ikke havde ret til at modtage pension efter reglerne for enlige.

Du skal derfor tilbagebetale den for meget udbetalte pension for perioden fra den 1. november 2020 til den 31. december 2022.

Kravet for perioden fra den 1. januar 2023 til den 31. maj 2023 bliver indregnet i din pension for resten af 2023.

Vi bemærker, at Udbetaling Danmark oplyser i afgørelsen, at du senere vil modtage en afgørelse fra Udbetaling Danmark om, hvor meget du skal tilbagebetale for perioden 1. november 2020 til 31. december 2022.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at du i pensionsmeddelelse fra januar 2020 er blevet vejledt om, at du skal give Udbetaling Danmark besked, hvis der sker ændringer i de oplysninger, du har givet, da det kan have betydning for, hvor meget du kan få i førtidspension, herunder hvis du ændrer samlivsstatus.

Du er i den forbindelse blevet vejledt om, at du efter reglerne i pensionsloven som udgangspunkt er samlevende, hvis du bor sammen med en anden person, som du efter dansk ret vil kunne indgå ægteskab med. Selvom du ikke bor sammen med en person, kan du være samlevende. Det gælder, hvis du har indrettet dig på en måde, så du samlet set har de samme fordele som gifte og samlevende personer. Fordelene kan være både økonomiske og praktiske.

Du er også blevet vejledt om, at forkerte eller manglende oplysninger kan medføre, at du skal tilbagebetale pension.

Du har ifølge sagens oplysninger ikke oplyst Udbetaling Danmark om jeres økonomiske forhold. Det fremgår af sagen, at du den 1. september 2020 modtager brev fra Udbetaling Danmark om, at din ægtefælle er flyttet ind på din adresse, og at du bl.a. skal oplyse Udbetaling Danmark om, hvordan I fordeler jeres faste udgifter. Du svarer ikke på brevet og din pension bliver omregnet efter reglerne for gifte og samlevende fra den 1. maj 2020.

Du kontakter efterfølgende Udbetaling Danmark den 2. november 2020 og oplyser, at du bor alene på din adresse. Du er på det tidspunkt bopælsregistreret alene på din adresse, hvorfor din pension omregnes efter regler for enlig fra den 1. november 2020.

Du vidste eller burde have vidst, at du ikke var enlig i pensionslovens forstand fra oktober 2020, da I fortsat er gift og bidrager til hinandens økonomi. Du vidste eller burde have vidst, at det ville have betydning for beregningen af din pension.

Om reglerne

Ydelser modtaget uberettiget og mod bedre vidende skal betales tilbage

En pensionist har pligt til at oplyse om forandringer i forhold, der kan forventes at medføre ændringer af pensionen.

Hvis pensionisten vidste eller burde have vidst, at han/hun ikke havde ret til ydelser som enlig, skal den pension, der er modtaget for meget betales tilbage.

Det forhold, at pensionisten ikke har overholdt sin oplysningspligt, kan ikke i sig selv føre til, at der rejses et krav om tilbagebetaling. Det er en betingelse, at pensionisten har været i ond tro med hensyn til den manglende oplysnings betydning for retten til og størrelsen af ydelsen.

Omregning og efterregulering

Omregning af pension sker som udgangspunkt den 1. i måneden efter de ændrede forhold.

Udbetaling Danmark kan dog først omregne pensionen fra det tidspunkt, hvor pensionisten vidste eller burde vide, at der ikke var ret til pension som enlig.

Udbetaling Danmark kan også kun efterregulere pensionen for de perioder, hvor pensionisten vidste eller burde vide, at der ikke var ret til pension som enlig.

 

Dato for underskrift

14.12.2023

Offentliggørelsesdato

15.12.2023

Paragraf

§ 48 § 49

Journalnummer 

23-30132