Principmeddelelsen fastslår
En borger, der medvirker i et jobafklaringsforløb eller ressourceforløb, har ikke ret til forløbet, hvis borgeren frasiger sig ressourceforløbsydelsen. Det gælder også, selvom borgeren ønsker at medvirke aktivt i indsatserne i jobafklarings- eller ressourceforløbet.
Pr. 1. januar 2020 blev reglen om målgruppe for jobafklaringsforløb i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (beskæftigelsesindsatsloven) videreført med den ændring, at det fremgår af ordlyden, at jobafklaringsforløb er ”med tilhørende ressourceforløbsydelse". Den samme ændring er foretaget i bestemmelsen om ressourceforløb.
Ifølge lovbemærkningerne har ændringen til formål at gøre det klart, at et jobafklaringsforløb (og ressourceforløb) er ét samlet forløb bestående af et forløb med en tilhørende ydelse. Det betyder, at personer, der deltager i et jobafklaringsforløb eller ressourceforløb, ikke har mulighed for at frasige sig ressourceforløbsydelsen.
Lovændringen pr. 1. januar 2020 betyder, at kommunen skal meddele afslag på bevilling af jobafklaringsforløbet eller ressourceforløbet, hvis borgeren frasiger sig ressourceforløbsydelsen.
Den konkrete sag
Borgeren var inden lovændringen pr. 1. januar 2020 tilkendt et to-årigt jobafklaringsforløb. Ved ophør af forløbet vurderede kommunen, at borgeren fortsat var uarbejdsdygtig grundet egen sygdom og derfor i målgruppen for et nyt jobafklaringsforløb.
Borgeren frasagde sig ressourceforløbsydelsen under første jobafklaringsforløb grundet udbetalinger fra privat pension. Kommunen henviste i afgørelsen om afslag på nyt jobafklaringsforløb til, at lovændringen medfører, at borgeren – som følge af at have frasagt sig ressourceforløbsydelsen i sit første jobafklaringsforløb –
havde mistet retten til at få bevilget et nyt jobafklaringsforløb. Sagen blev ikke forelagt rehabiliteringsteamet.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at der er hjemmel til at give afslag på jobafklaringsforløbet som følge af, at borgeren havde frasagt sig ydelsen.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg stadfæstede derfor kommunens afgørelse.