Principmeddelelsen fastslår
Barnets lov indeholder lovbestemte frister for genbehandling af en afgørelse om at anbringe et barn eller ung uden for hjemmet uden samtykke, som kan fraviges, hvis der er begrundet tvivl om, hvorvidt anbringelsesgrundlaget fortsat vil være til stede henholdsvis 1 og 2 år senere.
Hovedreglen om genbehandlingsfrist for anbringelse uden for hjemmet
Har barnet eller den unge ikke været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før den aktuelle anbringelse, er fristen for genbehandling af anbringelsen som hovedregel 1 år. Såfremt barnet eller den unge har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før den aktuelle anbringelse, er fristen for genbehandling af anbringelsen som hovedregel 2 år.
Forkortelse af genbehandlingsfristen for afgørelse om anbringelse uden for hjemmet
Børne- og ungeudvalget, Ankestyrelsen eller retten kan uanset hovedreglerne om genbehandlingsfrist, fastsætte en kortere frist for fornyet behandling i børne- og ungeudvalget.
Det er en betingelse for at fastsætte en kortere genbehandlingsfrist, at der er begrundet tvivl om, hvorvidt anbringelsesgrundlaget fortsat vil være til stede henholdsvis 1 og 2 år senere.
Det skal derfor særligt begrundes, når der træffes afgørelse om at fravige en af hovedreglerne og forkorte genbehandlingsfristen. Afgørelsen om forkortelse af fristen beror på en konkret vurdering i den enkelte sag af, om der er behov for at vurdere anbringelsesgrundlaget tidligere end inden henholdsvis 1 eller 2 år.
Eksempler på hvornår genbehandlingsfristen kan forkortes
Der kan eksempelvis være grundlag for at forkorte genbehandlingsfristen, hvis der er konstateret en gunstig udvikling hos forældremyndighedsindehaveren, som forventes at fortsætte, f.eks. en mere stabil livsførelse eller misbrugsbehandling. Det kan også være grundlag at forkorte af fristen, hvis der er en gunstig udvikling hos et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet på grund af egne vanskeligheder.
Eksempel på hvornår genbehandlingsfristen ikke kan forkortes
Genbehandlingsfristen kan alene forkortes, hvis der er begrundet tvivl om, hvorvidt anbringelsesgrundlaget fortsat vil være til stede henholdsvis 1 eller 2 år senere. Der er således ikke hjemmel til at forkorte genbehandlingsfristen alene med henvisning til forældremyndighedsindehavers manglende mulighed for fremmøde ved mødet i børne- og ungeudvalget. Dette gælder også, selvom forældremyndighedsindehaver ikke har mulighed for at deltage på grund af f.eks. sygdom.
Den konkrete sag
I den konkrete sag vurderede Ankestyrelsen, at der var grundlag for at træffe afgørelse efter hovedreglen om en genbehandlingsfrist på 1 eller 2 år. Ankestyrelsen ændrede derfor børne- og ungeudvalget afgørelse om genbehandlingsfrist på en måned. Børne- og ungeudvalget havde truffet afgørelse om en genbehandlingsfrist på en måned med henvisning til, at forældremyndighedsindehaveren ikke havde mulighed for at deltage på mødet i børne- og ungeudvalget på grund af sygdom.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at genbehandlingsfristen kan forkortes, hvis der er begrundet tvivl om, hvorvidt anbringelsesgrundlaget fortsat vil være til stede 1 år senere. Der var ikke hjemmel til at forkorte genbehandlingsfristen alene med henvisning til den manglende mulighed for fremmøde pga. sygdom. Ankestyrelsen vurderede endvidere, at der var tilstrækkelige oplysninger i sagen på tidspunktet, hvor sagen blev behandlet i børne- og ungeudvalget til at træffe en afgørelse efter lovens udgangspunkt om, at sagen skal behandles igen inden for 1 år.