Mød en medarbejder

Her kan du læse, hvad medarbejdere med forskellige opgaver fortæller om Ankestyrelsen som arbejdsplads

Billede af Julia
Rettergangsfuldmægtig

Mød Julia

Julia er rettergangsfuldmægtig i vores kontor Arbejdsskade 1

Jeg er uddannet jurist fra Aalborg Universitet. Jeg startede i Ankestyrelsen som fuldmægtig i 2019 i det ene af vores arbejdsskadekontorer i Aalborg, og blev udnævnt som specialkonsulent i 2022. Efter godt og vel 4,5 år rokerede jeg videre til arbejdsskadeafdelingens retssagsenhed, hvor jeg nu arbejder som rettergangsfuldmægtig.

Et spændende fagområde

Arbejdsskade er et super spændende fagområde, som er konstant under udvikling; det betyder, at man selv efter flere år på området fortsat udvikles fagligt. Herudover er det et fagområde med stor betydning for såvel den tilskadekomne som forsikringsselskaberne. Så vi sidder med et stort ansvar, og det tager vi meget alvorligt, når vi træffer afgørelse som klageinstans eller møder i retten.

Jeg har været så heldig, at jeg i min tid i Ankestyrelsen både har været i et af arbejdsskadekontorene og nu i arbejdsskadeafdelingens retssagsenhed, hvor jeg begge steder har siddet med mange forskellige opgaver, som alle har bidraget til en stor faglig udvikling. Uden det skal lyde lidt kliché-agtigt, så synes jeg, at alle mine opgaver har været spændende. De har alle kunnet noget forskelligt og har givet mig mulighed for samarbejde på tværs af arbejdsskadeafdelingen og styrelsen generelt.     

Det bedste ved jobbet

Det bedste ved jobbet som rettergangsfuldmægtig er de faglige problemstillinger og udfordringer i retssagerne. Der er ikke to sager, der er ens, så jeg skal fordybe mig i den konkrete sag med komplekse juridiske problemstillinger, og det er meget motiverende at få lov til at nørde arbejdsskadelovgivningen og praksis på området. 

Udover, at det er fedt at arbejde med komplekse juridiske problemstillinger, er jeg samtidig så heldig at arbejde sammen med rigtig mange søde og meget dygtige kollegaer, som gør hverdagen til noget helt særligt, hvor vi sparrer på kryds og tværs om både det arbejdsskaderetlige og processuelle spørgsmål. 

Det sociale liv i Ankestyrelsen

Det sociale miljø i Ankestyrelsen er rigtig godt. Der er altid plads til et godt grin og en hurtig joke hen over skrivebordet. Min personlige erfaring er, at det sociale bliver prioriteret både i kontorerne og styrelsen generelt. Det kan være alt fra en eftermiddag på fx keramik-kursus, en tur i biografen eller ud og spise med kollegaerne efter arbejdstid. Herudover har vi også en aktiv og engageret personaleforening i både Aalborg og København.

Tilbage til toppen

Arbejdsskade er et super spændende fagområde, som er konstant under udvikling; det betyder, at man selv efter flere år på området fortsat udvikles fagligt. 

- Julia, rettergangsfuldmægtig
Billede af Olav
Fuldmægtig

Mød Olav

Olav er fuldmægtig i vores kontor Social 2.

Jeg er uddannet cand.jur, og det er langt de fleste andre i afdelingen også. Det er et spændende arbejde, hvor man kommer godt rundt i den socialretlige indretning af vores samfund, ligesom man opnår en fortrolighed med de forvaltningsretlige og retssikkerhedsmæssige regler, der gælder for myndighedernes behandling af borgernes sager.

Det bedste ved jobbet

Overordnet set er det bedste ved mit job de faglige udfordringer og sammenholdet med mine dygtige og behagelige kolleger. Lidt mere håndgribeligt, synes jeg altid, at det er både spændende og rart at grave sig ned i en konkret sag og komme godt rundt om sagens aspekter, således at borgeren kan føle sig hørt og kan forstå vores vej til sagens resultat – også selvom vedkommende eventuelt ikke får medhold i sin klage.

De meget varierende sager, vi sidder med, gør desuden, at den ene dag ikke ligner den anden, og det er rart og med til at gøre hverdagen interessant.  Herudover holder jeg også generelt meget af at formulere mig på skrift, hvilket jobbet selvsagt giver rig mulighed for, eftersom vi afgør sagerne på skriftligt grundlag.

Det sociale liv i Ankestyrelsen

Ankestyrelsen er et stort sted og har en personaleforening med høj medarbejdertilslutning. Det muliggør en masse spændende arrangementer lige fra jævnlige fredagsbarer til en tur i Operaen og alt derimellem. Ud over de lidt større arrangementer, er der også nede på kontor-niveau en stor velvilje til socialt samvær, hvilket er rigtig dejligt.

Tilbage til toppen

De meget varierende sager, vi sidder med, gør desuden, at den ene dag ikke ligner den anden, og det er rart og med til at gøre hverdagen interessant.

- Olav, fuldmægtig
Administrativ medarbejder

Mød Pia

Pia er administrativ medarbejder i vores administration i Aalborg

Pia har været i Ankestyrelsen siden 2013.

Mit job er alsidigt og spændende, fordi jeg har mange forskellige ”kasketter” i vores administrationsafdeling. Jeg er fx tovholder og ansvarlig for det, der kaldes skabelongruppen.  Det er et arbejde, jeg elsker, fordi vores indsats ofte resulterer i nogle glade jurister og mine kolleger i administrationen får lettet deres arbejdsgang.  

Jeg står blandt andet for at effektivisere og strømline de skabeloner, der ligger til grund for de afgørelser, borgerne og myndighederne modtager fra Ankestyrelsen.  

En anden opgave er at opdage Best Practise i vores administrative arbejdsgange. Det betyder kort fortalt, at vi i administrationen bruger forskellige it-systemer, og når det bøvler med samspillet mellem systemerne, så kommer jeg på banen for at identificere problemet.

Digital frontløber

Jeg har også en funktion som tovholder for Ideer til effektive arbejdsgange – vi kalder det ITEA. Her skal jeg både lede efter fejl og finde på nye smarte arbejdsgange i vores it-systemer. Og så er jeg Digital Frontløber. Det betyder, at jeg får mulighed for at teste nye arbejdsgange og de robotter, som vi udvikler for netop at lette arbejdsgangene. Sidst men ikke mindst, så hjælper jeg selvfølgelig mine kolleger, når de oplever udfordringer med it-systemerne.

Det bedste ved jobbet

Jeg er glad for alsidigheden – mine mange forskellige opgaver. Og den frihed min chef giver mig til at tilrettelægge og udføre mine opgaver. Den ene dag er jeg på skattejagt efter en teknisk løsning til en skabelon, brainstorm om en proces til en ny robot eller forbedring af et nyt ankeskema. Og dagen efter, kan jeg sætte mig med en kop kaffe og få nogle rutinesager kørt igennem systemet.

Fra engroshandel til administration

Jeg er uddannet engroshandelsassistent. Det tror jeg ikke, der er så mange i administrationen, der er. Inden jeg kom til Ankestyrelsen, havde jeg arbejdet i restaurationsbranchen, i et marketingsbureau og som it-supporter.  Jeg har en kollega, der har samme arbejdsportefølje som mig, og hun er faktisk både uddannet salgs- og kontorassistent og pædagog.

Det sociale i Ankestyrelsen

Jeg elsker alt det sociale, og i mit eget team er vi gode til at stikke hovedet sammen uden for jobbet til en middag på en restaurant eller et fitness arrangement. Jeg sidder i et team, hvor vi har det rigtig godt socialt, og hvor god humor er i højsædet.

Tilbage til toppen

Jeg er glad for alsidigheden – mine mange forskellige opgaver. Og den frihed min chef giver mig til at tilrettelægge og udføre mine opgaver.
- Pia, administrativ medarbejder

Billede af Maria
Ankechef

Mød Maria

Maria er i vores kontor, Beskæftigelse 2, der blandt andet behandler sager om pension og flexjob 

Mit job i Ankestyrelsen er spændende og udfordrende. Jeg arbejder det meste af tiden med konkret sagsbehandling, og dagene er aldrig ens. Sagerne, som handler om borgere, er vidt forskellige. Så der er altid nye faglige udfordringer og spændende juridiske problemstillinger.

Fra sagsbehandling til principmeddelelser

Jeg er uddannet jurist, og det er alle mine kollegaer i kontoret også. At arbejde med konkret sagsbehandling vil sige, at vi kigger på sager, der er anket til Ankestyrelsen inden for aktivloven. Det kan fx være sager om særlig støtte til høje boligudgifter, eller det kan være sager om at have formue eller have en indtægt, når du modtager hjælp til forsørgelse.

Hvordan vi afgør de sager, har stor betydning for den enkelte borger. Det er vigtigt, at en borger får den hjælp, som borgeren har ret til, og det er det, vi går ind og kigger på i vores sagsbehandling.

Jeg er også med til at udarbejde det, vi kalder en principmeddelelse; det er en formidling til fx sagsbehandlere om principielle afgørelser. En principmeddelelse er en bindende retskilde, som kommunerne og andre myndigheder skal bruge, når de afgør sager.

Jeg synes, det er en vigtig del af mit arbejde, og så er det super spændende.

Underviser og undersøger

Variationen mellem konkret sagsbehandling og andre typer opgaver er essentielt for mig. Foruden sagsbehandling underviser jeg fx sagsbehandlere, der arbejder i kommunerne, om fx særlig støtte eller fradrag for indtægt. Jeg er også involveret i at udarbejde praksisundersøgelser, som er rapporter, hvor vi undersøger udvalgte kommuners praksis inden for et bestemt emne på social -  beskæftigelses - eller det familieretlige område.

Det bedste ved jobbet

Det bedste ved mit arbejde er kombinationen af det spændende juridiske arbejde og det konkrete menneske, som den enkelte sag handler om, og som mit arbejde derfor har direkte betydning for. Jeg er også meget glad for vores stærke faglige miljø, der betyder alverden i dagligdagen.

Det sociale liv i Ankestyrelsen

Vi har et rigtig godt socialt liv. Der er både et godt fagligt og socialt miljø kollegaer imellem, og i vores personaleforening er der altid spændende tilbud om kulturelle oplevelser eller fx fredagsbar.

Tilbage til toppen

Det bedste ved mit arbejde er kombinationen af det spændende juridiske arbejde og det konkrete menneske, som den enkelte sag handler om, og som mit arbejde derfor har direkte betydning for
- Maria, ankechef

Billede af Linette
Souschef

Mød Linette

Linette er souschef i vores kontor Arbejdsskade 3 i Aalborg. 

Jeg startede i Ankestyrelsen i 2016, som nyuddannet jurist. Jeg har siden min ansættelse siddet på arbejdsskadeområdet, hvor jeg har behandlet og truffet afgørelser i klagesager om både anerkendelse og udmåling af godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne. Arbejdsskadesagerne fangede min interesse, da ikke to sager er ens, og det derfor er Ankestyrelsens opgave at foretage en konkret vurdering af hver enkelt sag i overensstemmelse med loven og vores praksis på området.

Det er samtidig sager, som har stor betydning, herunder økonomisk, for de borgere, som venter på en afgørelse fra Ankestyrelsen.

Karriereudvikling

Jeg blev udnævnt til specialkonsulent i 2019, og derefter til souschef i 2020. I mit job som souschef er hverdagen meget alsidig. Mine opgaver består ikke længere af konkret sagsbehandling, men derimod har jeg en mere understøttende funktion i forhold til faglig sparring i visse sager, principmeddelelser mv. Derudover fylder drifts- og personaleledelse også meget i hverdagen.

Vi har derfor løbende fokus på at arbejde effektivt og bruge vores ressourcer på bedst mulig måde. Vi har et rigtig godt sammenhold og energi i kontoret, og det er tydeligt, at folk trives sammen med deres kollegaer både på og uden for arbejdet.

Det bedste ved jobbet

Noget af det bedste ved mit job er, at følge andres udvikling, både under oplæring men også erfarne medarbejdere, som opbygger flere kompetencer gennem nye opgaver. I mit job er et af succeskriterierne at understøtte medarbejderne i kontoret, og se dem lykkes og nå i mål med deres opgaver. Det er vigtigt for mig, at forsøge og skabe de bedste rammer for, at medarbejderne kan løse deres/kontorets opgaver.

Det sociale liv i Ankestyrelsen

Vi har derfor løbende fokus på at arbejde effektivt og bruge vores ressourcer på bedst mulig måde. Vi har et rigtig godt sammenhold og energi i kontoret, og det er tydeligt, at folk trives sammen med deres kollegaer både på og uden for arbejdet.

Tilbage til toppen

Noget af det bedste ved mit job er, at følge andres udvikling, både under oplæring men også erfarne medarbejdere, som opbygger flere kompetencer gennem nye opgave
- Linette, souschef