Samrådet afslog i juni 2003 afgørelse om at meddele ansøgerne afslag på godkendelse som adoptanter til udenlandsk barn nr. 2.
Samrådet afslog i juni 2003 afgørelse om at meddele ansøgerne afslag på godkendelse som adoptanter til udenlandsk barn nr. 2.
Det fremgik af sagen, at ansøgerinden i to måneder i 1993 og i en måned i 1998 havde været hospitalsindlagt på grund af depression med psykotiske symptomer.
Under samrådets undersøgelse af ansøgerne havde der været iværksat en psykiatrisk speciallægeundersøgelse. Det fremgik heraf, at de tidligere depressioner ville medføre en forhøjet risiko for recidiv i forhold til normalbefolkningen, men at den øgede risiko syntes at modvirkes af ansøgerindens stabile sociale situation og relationer. Det blev desuden vurderet, ansøgerinden havde en god indsigt i egen sygdomshistorie, at hun ville søge behandling ved recidiv af depressionen, og at ansøgeren i øvrigt ville være opmærksom på depressive symptomer. Endelig blev det fremhævet, at ansøgerinden under de tidligere depressioner var kommet i behandling relativt hurtigt, og at der havde været hurtig og god effekt af medikamentel behandling ved indlæggelser.
Samrådet henviste i afslaget til, at der i forhold til normalbefolkningen er en væsentlig overdødelighed hos personer med psykotisk depression, ligesom samrådet skønnede, at recidivrisikoen i ansøgerindens tilfælde var for høj for et hensigtsmæssigt adoptionsforløb. Samrådet lagde desuden vægt på, at episoder med psykiatrisk indlæggelse måtte opfattes som så belastende for et i forvejen sårbart barn, at der efter samrådets opfattelse måtte gives afslag på godkendelse.
Nævnet besluttede i september 2003 at stadfæste samrådets afgørelse.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på tre nærmere beskrevne videnskabelige undersøgelser vedrørende forløbet af stemningssindslidelser. På baggrund af disse undersøgelser vurderede nævnet, at ansøgerinden samlet havde en betydelig risiko for at udvikle i hvert fald to depressioner inden for de kommende ti år, ligesom nævnet vurderede, at der var en betydelig risiko for, at eventuelle fremtidige depressioner også ville være med psykotiske symptomer. Nævnet fandt desuden, at risikoen for yderligere depressioner af alvorlig karakter skulle ses i sammenhæng med de resultater i undersøgelserne, der pegede på, at depressioner ved gentagne sygdomsperioder viser sig med aftagende interval, ligesom risikoen for nye sygdomsperioder i sig selv øges med et stigende antal allerede oplevede sygdomsperioder.
Nævnet anerkendte i forbindelse med afgørelsen, at det forhold, at ansøgerinden blev beskrevet og fremtrådte som en "robust" person kunne have en gunstig indflydelse på det fortsatte forløb af hendes stemningssindslidelse, ligesom nævnet anerkendte, at det kunne have stor betydning for ansøgerindens generelle helbredstilstand, at hun nu levede under stabile sociale forhold og havde en sund livsstil. Nævnet var imidlertid ikke bekendt med betydningen af stabile sociale forhold og sund livsstil i relation til forløbet af stemningssindslidelser, og nævnet fandt på den baggrund ikke, at forholdene på tilstrækkelig vis kunne opveje risikoen for recidiv.
For så vidt angår betydningen af eventuelt recidiv, bemærkede nævnet, at det var nævnets opfattelse, at der generelt i tilfælde af psykotisk eller ikke-psykotisk depression hos en mor, må antages at være en betydelig risiko for, at barnets psykiske trivsel og udvikling påvirkes af moderens psykiske tilstand og de deraf følgende familiemæssige belastninger. Det var desuden nævnets opfattelse, at risikoen for at påvirke barnets psykiske trivsel og udvikling kan være større, når der som ved adoptivbørn er tale om børn, der i forvejen har oplevet alvorlige svigt og er belastet af institutionsophold m.v.
Det var på baggrund af de nærmere omstændigheder omkring ansøgerindens tidligere sygdomsperioder nævnets opfattelse, at det måtte anses for tvivlsomt, om ansøgerne via deres sygdomsindsigt og -erkendelse ville kunne begrænse skadevirkningerne af eventuel ny sygdom hos ansøgerinden i et sådant omfang, at sygdommen ville være uden væsentlig betydning for familien, herunder for et eventuelt adoptivbarn. Nævnet fandt i den forbindelse, at det ville være vanskeligt for ansøgeren at kompensere for belastningen af ansøgerindens relation til især et mindre barn.
Nævnet bemærkede afslutningsvis, at nævnet ikke ved sin afgørelse havde lagt afgørende vægt på spørgsmålet om ansøgerindens dødelighed. Nævnet delte således ansøgernes opfattelse af, at risikoen for selvmord for ansøgerindens vedkommende, om end den efter nævnets opfattelse måtte betragtes som øget i forhold til kvinder i hendes aldersgruppe i befolkningen som helhed, ikke burde tillægges selvstændig vægt.