Samrådet afslog i februar 2004 at dispensere fra aldersbetingelserne i godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 1, til et udenlandsk barn yngre end 36-60 måneder.
Samrådet afslog i februar 2004 at dispensere fra aldersbetingelserne i godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 1, til et udenlandsk barn yngre end 36-60 måneder.
Ansøgerne var på ansøgningstidspunktet henholdsvis 46 og 39 år.
Nævnet besluttede i juni 2004 at stadfæste samrådets afgørelse.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at aldersforskellen mellem ansøgerne og et barn i alderen fra 24 måneder ville være 37 år for den yngste ægtefælles vedkommende og 44 år for den ældste ægtefælles vedkommende. Henset til den ældste ægtefælles alder fandt nævnet i overensstemmelse med vores praksis på området ikke, at betingelsen om at den yngste ægtefælle skal være noget yngre end 40 års aldersforskel i dette tilfælde ville være opfyldt.
Ansøgerne havde i deres klage anført, at nævnet via sin praksis tilsyneladende har fastlagt en egentlig aldersgrænse, hvilket er i strid med reglerne på området.
Nævnet bemærkede hertil, at man i sin vurdering af klagesagerne altid foretager en konkret og individuel vurdering, hvor der tages hensyn til eventuelle særlige forhold i den enkelte sag.
Nævnet har imidlertid nu gennem fire år truffet en lang række afgørelser vedrørende dispensation i medfør af godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 1, hvorefter der er mulighed for at dispensere fra 40-års reglen, hvis "kun den ene ægtefælles alder overstiger barnets alder med mere end 40 år, mens den anden ægtefælle er noget yngre ". På baggrund heraf har nævnet haft mulighed for at fastlægge praksis på området, og afgørelsen i ansøgernes sag følger praksis.
Som forvaltningsmyndighed er nævnet underlagt en række forvaltningsretlige grundsætninger, herunder lighedsgrundsætningen. Af denne kan udledes et krav om konsekvens i forvaltningens afgørelser, hvorefter der ikke må forekomme enkeltstående ubegrundede afvigelser fra en i øvrigt fulgt praksis. Det antages således også i forvaltningsretten, at kravet om konsekvens i forvaltningens afgørelser indebærer, at en forvaltningsmyndighed ved dannelsen af administrativ praksis vil se fremad, og at der – når der er tale om et stort antal afgørelser – ved hjælp af en klassifikation ud fra sagligt vedkommende hensyn danner sig et mønster. En sådan praksisdannelse vil i sagens natur indeholde et element af regeldannelse, og det vil i sammenhæng hermed forekomme, at en myndighed formulerer vejledende regler på grundlag af erfaringerne fra den hidtidige praksis, jf. i den sammenhæng resuméerne på nævnets hjemmeside.
Nævnets praksis på området indebærer imidlertid ikke, at nævnet ikke kan fravige sin praksis for vurderingen af, hvornår den yngste ægtefælle kan siges at være "noget yngre", hvis konkrete omstændigheder gør sig gældende. Nævnet fandt i den sammenhæng ikke, at den generelle omstændighed, at ansøgerinden via kunstig befrugtning kunne have født et barn i en alder af næsten 47 år gav grundlag for at fravige vores praksis på området.