Samrådet afslog i oktober 2003 at godkende en enlig ansøger i fase 1 på grund af hendes psykiske helbredsforhold.

Det fremgik af sagen, at ansøgerinden i begyndelsen af 2002 havde været tvangsindlagt i ca. 3 uger på grund af en akut polymorf psykose.

Ansøgerinden havde i forbindelse med sagens behandling gjort gældende, at der var tale om en fejlindlæggelse, idet indlæggelsen, efter hendes opfattelse, skete på baggrund af, at hun havde været vidne til nogle overnaturlige fænomener.

Nævnet besluttede i december 2004 at stadfæste samrådets afgørelse.

Nævnet henviste i afgørelsen til § 7 i godkendelsesbekendtgørelsen, hvorefter det er en betingelse for at blive godkendt som adoptant, at ”ansøgerens fysiske og psykiske helbredstilstand ikke forringer mulighederne for, at adoptionsforløbet bliver til barnets bedste”. Af Familiestyrelsens (tidligere Civilretsdirektoratets) vejledning om ansøgeres helbredsforhold fremgår det videre om den psykiske helbredstilstand:

”For barnet er det vigtigt, at forældrene er psykisk raske under dets opvækst, ikke blot fordi de skal kunne forsørge og passe det, men også fordi sygdom skaber utryghed i miljøet og påvirker hele familiesituationen på uheldig måde. Ansøgere med hyppigt tilbagevendende depression eller mere varige tilstande som angst, tvangssymptomer eller psykosomatiske symptomer (legemlige symptomer som led i eller som udtryk for psykiske vanskeligheder) bør ikke godkendes, da deres ressourcer i væsentlig grad vil være beslaglagt af egne problemer, og evnen til normal livsudfoldelse og stabil følelsesmæssig kontakt med barnet vil være hæmmet” (side 16).

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgerinden 2½ år tidligere var tvangsindlagt og at hun ifølge oplysningerne herfra havde en akut polymorf psykose.

Henset til at forløbet kun lå 2½ år tilbage i tid, var det nævnets opfattelse, at ansøgerindens psykiske skrøbelighed var af en sådan karakter, at der var tvivl om, hvorvidt et adoptionsforløb ville være til barnets bedste.

Nævnet anførte endvidere i afgørelsen, at man var opmærksom på, at ansøgerinden mente, at der var tale om en fejlindlæggelse.

Nævnet hæftede sig i den forbindelse ved, at ansøgerinden ifølge egne oplysninger ikke fik medhold i en klage til Patiensklagenævnet om, at indlæggelsen var uretmæssig. Nævnet fandt det på den baggrund ikke i tilstrækkelig grad godtgjort, at ansøgerindens psykiske helbred var af en sådan karakter, at det var foreneligt med en godkendelse til adoption.