Samrådet afslog i april 2005 at dispensere fra aldersbetingelserne i godkendelsesbekendtgørelsens § 6 til et barn yngre end 36-60 måneder.
Samrådet afslog i april 2005 at dispensere fra aldersbetingelserne i godkendelsesbekendtgørelsens § 6 til et barn yngre end 36-60 måneder.
Ansøgerne var på ansøgningstidspunktet henholdsvis 39 år og 46 år.
Nævnet besluttede i maj 2005 at stadfæste samrådets afgørelse.
Nævnet fandt ikke grundlag for at give ansøgerne dispensation efter godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 1, til et barn yngre end 36 måneder. Efter denne bestemmelse kan der dispenseres fra kravet om maksimalt 40 års aldersforskel, hvis kun den ene ægtefælles alder overstiger barnets alder med mere end 40 år, mens den anden ægtefælle er noget yngre.
Nævnet henviste til Familiestyrelsens vejledning om international adoption, hvoraf følgende fremgår om muligheden for at få dispensation efter § 6, stk. 2, nr. 1:
"Det er en forudsætning, at den anden ægtefælle er noget yngre. Dette skal forstås således, at aldersforskellen mellem den yngste ægtefælle og barnet skal være noget under 40 år og 364 dage.
Det vil bero på en konkret vurdering, hvornår den yngste ægtefælle kan siges at være "noget yngre". Ved vurderingen heraf bør det bl.a. tillægges betydning, i hvilken udstrækning den ældste ægtefælle overstiger den almindelige aldersregel, hvilken godkendelse, der ønskes samt omstændighederne i øvrigt. Der kan ikke i almindelighed stilles krav om at den yngste ansøger skal være tilsvarende yngre.
Der bør normalt ikke ske godkendelse til adoption af et lille barn i alderen 0-36 måneder, hvis den ældste ægtefælle er over 45-46 år. Dette gælder, uanset hvilken alder den yngste ægtefælle har. Som det fremgår, er aldersgrænsen ikke absolut, men kan fraviges efter en konkret vurdering ".
Efter nævnets opfattelse skal den maksimale grænse på 45-46 års aldersforskel forstås således, at den ældste ægtefælle maksimalt må overskride barnets alder med 45 år og 364 dage.
Eftersom den ældste ansøger på ansøgningstidspunktet var fyldt 46 år, fandt nævnet ikke grundlag for at give ansøgerne aldersdispensation efter bestemmelsen i § 6, stk. 2, nr. 1 til et barn i alderen 0-36 måneder, idet den pågældende ansøger da ville være 46 år ældre end barnet. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at aldersforskellen mellem en ansøger og barnet altid beregnes med udgangspunkt i den yngste alder, barnet kan have.
Nævnet fandt heller ikke, at ansøgerne i øvrigt opfyldte betingelserne for at få dispensation efter bestemmelsen til et barn yngre end 36 måneder. Herved lagde nævnet vægt på, at aldersforskellen mellem ansøgerne og et barn i alderen fra 12 måneder ville være 38 år for den yngste ægtefælles vedkommende og 45 år for den ældste ægtefælles vedkommende, og at aldersforskellen mellem ansøgerne og et barn i alderen fra 24 måneder tilsvarende ville være henholdsvis 37 og 44 år. Nævnet fandt, i overensstemmelse med nævnets praksis på området, ikke, at betingelsen om at den yngste ægtefælle skal være noget yngre end 40 års aldersforskel i disse tilfælde ville være opfyldt, når henses til ansøgerens alder.