Samrådet afslog i oktober 2004 at give ansøgerne aldersdispensation til at adoptere et udenlandsk barn yngre end 120 måneder. Samrådet tilkendegav samtidig, at ansøgerne kunne fortsætte undersøgelses- og godkendelsesforløbet med henblik på adoption a...
Samrådet afslog i oktober 2004 at give ansøgerne aldersdispensation til at adoptere et udenlandsk barn yngre end 120 måneder. Samrådet tilkendegav samtidig, at ansøgerne kunne fortsætte undersøgelses- og godkendelsesforløbet med henblik på adoption af et barn i alderen 120-144 måneder (10-12 år).
Ansøgerne var på ansøgningstidspunktet henholdsvis 39 og 54 år og ønskede aldersdispensation til et barn i alderen 7-9 år. De havde over for nævnet tilkendegivet, at de søgte om godkendelse til et barn med et lettere fysisk handicap, idet de i kraft af deres arbejde som børnepsykologer mente at være i besiddelse af de nødvendige kvalifikationer og ressourcer til at varetage omsorgen for et barn med særlige behov. Ansøgerne havde samtidig over for nævnet præciseret, at de med et lettere fysisk handicap forestillede sig et barn med eksempelvis læbeganespalte, hjertefejl, hofteskred eller andre helbredsmæssige problemer, der kunne kræve langstrakte behandlingsforløb.
Nævnet besluttede i september 2005 delvist at ændre samrådets afgørelse, sådan at der meddeltes aldersdispensation til et barn i alderen 9-11 år, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 1.
Nævnet lagde herved vægt på, at der ved en sådan aldersramme ville være henholdsvis 30 og 45 års aldersforskel mellem ansøgerne og det yngste barn omfattet af godkendelsen, hvorfor kravet om maksimalt 45 år og 364 dages aldersforskel mellem barnet og den ældste ægtefælle i dette tilfælde derfor ville være opfyldt.
Nævnet fandt derimod ikke, at der forelå sådanne særlige omstændigheder i ansøgernes sag, at de kunne meddeles aldersdispensation til et barn yngre end 9 år, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 3. Nævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at det forhold, at begge ansøgere var uddannede psykologer og arbejdede med børn ikke – efter nævnets opfattelse – kunne begrunde en generel aldersdispensation i forhold til et yngre barn med lettere fysiske handicaps.
Ansøgerne blev dog vejledt om, at de ikke var afskåret fra via "Børn Søger Forældre" at søge konkret godkendelse til et større barn eller vanskeligt anbringeligt barn yngre end 9 år. Det ville dog bero på en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, hvorvidt de kunne meddeles en sådan aldersdispensation, idet det bl.a. skulle indgå i vurderingen, om ansøgernes faglige kvalifikationer måtte anses som relevante i forhold til det barn, som der blev søgt godkendelse til.