Samrådet besluttede i september 2005 at give ansøgerne aldersdispensation til et udenlandsk barn nr. 2 i alderen 48-72, forudsat at barnet ville være mindst 9 måneder yngre end ansøgernes første barn.
Samrådet besluttede i september 2005 at give ansøgerne aldersdispensation til et udenlandsk barn nr. 2 i alderen 48-72, forudsat at barnet ville være mindst 9 måneder yngre end ansøgernes første barn.
Ansøgerne var på ansøgningstidspunktet til barn nr. 2 henholdsvis 49 og 39 år, og det første adoptivbarn, som var hjemtaget inden for en godkendelsesramme på 12-36 måneder, var på dette tidspunkt 3 år og 7 måneder. Ansøgerne ønskede dispensation til et barn i alderen fra 36 måneder, subsidiært et barn i alderen fra 42 måneder.
Nævnet besluttede i oktober 2005 at stadfæste samrådets afgørelse.
Nævnet henviste til, at det fremgår af godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 2, at der kan meddeles aldersdispensation, hvis ansøgeren inden rimelig tid efter at have modtaget et adoptivbarn ansøger om godkendelse til adoption af endnu et barn. I praksis fortolkes kravet om "inden rimelig tid" som 1½ år, og aldersdispensationen fører normalt til, at godkendelsesrammen fastsættes sådan, at den svarer til den godkendelsesramme, som ansøgerne havde, da de adopterede sidst.
Nævnet henviste desuden til, at det fremgår af Familiestyrelsens vejledning om international adoption, at der normalt ikke bør ske godkendelse til adoption af et lille barn i alderen 0-36 måneder, hvis den ældste ægtefælle er over 45-46 år, hvilket gælder uanset den yngste ægtefælles alder. De maksimale grænse på 45-46 års aldersforskel skal efter nævnets opfattelse forstås sådan, at den ældste ægtefælles alder på ansøgningstidspunktet maksimalt må overskride barnets alder med 45 år og 364 dage.
I den konkrete sag betød den ældste ægtefælles alder på ansøgningstidspunktet, at ansøgerne - uanset at de havde indgivet ansøgning om godkendelse til barn nr. 2 inden 1½ år efter hjemtagelsen af det første adoptivbarn - ikke på ny kunne meddeles aldersdispensation til et barn i alderen 12-36 måneder, idet den ældste ægtefælle da ville være 48 år ældre end det yngste barn omfattet af godkendelsen.
Ved en aldersramme fra 36 måneder ville der ligeledes være 46 års aldersforskel mellem den ældste ægtefælle og det yngste barn omfattet af godkendelsen, og kravet om maksimalt 45 år og 364 dages aldersforskel ville derfor heller ikke i dette tilfælde være opfyldt. Nævnet fandt derfor ikke, at ansøgerne efter godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 2, kunne meddeles aldersdispensation til et barn yngre end 48 måneder, idet nævnet samtidig bemærkede, at aldersrammerne efter praksis udformes med et års interval.
Nævnet fandt endvidere ikke, at der efter de øvrige dispensationsbestemmelser i godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, var grundlag for at meddele aldersdispensation til et barn yngre end 48 måneder.
Nævnet orienterede samrådet om, at den meddelte aldersramme på 48-72 måneder efter nævnets opfattelse ikke burde være meddelt under hensyn til, at der ved denne ramme ikke ville kunne skabes naturlig søskendeafstand til ansøgernes første barn før tidligst august 2006, hvor rammens anvendelsesområde ville være minimalt.