Fase 3

Samrådet afslog i marts 2005 at godkende en 46 årig ansøgerinde som eneadoptant til barn nr. 2, da samrådet vurderede, at ansøgningen som eneadoptant var et bevidst forsøg på at omgå samlivskravet i godkendelsesbekendtgørelsens § 8. Ansøgerinden havde i knap et år været samlevende med en 41 årig mand og havde over for samrådet tilkendegivet, at de ville have indgivet ansøgning som par, hvis samlivskravet havde været opfyldt.

Nævnet ændrede i maj 2005 samrådets afgørelse, sådan at ansøgerinden kunne fortsætte undersøgelses- og godkendelsesforløbet i fase 1.

Nævnet henviste i afgørelsen til godkendelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, hvorefter en ansøger kan godkendes som adoptant, hvis vedkommende opfylder kravene i godkendelsesbekendtgørelsens §§ 6-9 og i øvrigt kan anses for egnet til at opfostre et adoptivbarn alene. Det fremgår videre af bemærkningerne til det lovforslag vedrørende den seneste ændring af adoptionsloven (L40/1998), at en person, som lever i et forhold uden at være gift behandles som enlig i adoptionslovens forstand.

Herudover fremgår følgende af Familiestyrelsens vejledning om international adoption:

"Adoptionsnævnet har i nogle konkrete klagesager udtalt, at der ved bedømmelsen af en ugift persons egnethed som adoptant må tages stilling til, om den pågældende på egen hånd vil kunne opfostre barnet på betryggende vis, og at det herudover også må tillægges betydning, om der er sandsynlighed for, at andre vil få en forældrerolle i forhold til et eventuelt barn, og i så tilfælde om også denne person eller disse personer er tilstrækkeligt egnede hertil.

Ved samrådets stillingtagen til, om den enlige ansøger opfylder de generelle krav, vil det således f.eks. kunne tillægges betydning, hvis ansøgeren lever i et ægteskabslignende forhold med en per son, der reelt vil kunne få en forældrerolle i forhold til barnet, og som ikke opfylder de generelle godkendelseskrav" (s. 51).

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgerinden var ugift og som sådan måtte betragtes som enlig i adoptionslovens forstand, og at det forhold, at hun levede i et fast samlivsforhold ikke i sig selv var til hinder for, at hun kunne godkendes som eneadoptant. Derimod var det nævnets vurdering, at karakteren af ansøgerindens faste samlivsforhold gjorde, at også samleveren måtte opfylde de generelle godkendelseskrav. Endvidere bemærkede nævnet, at det forhold, at ansøgerinden søgte som eneadoptant og samtidig levede i et fast samlivsforhold ville kunne indgå i fase 3 af undersøgelses- og godkendelsesforløbet i vurderingen af, hvorvidt hun efter en individuel vurdering kunne anses som egnet til at opfostre et barn alene.

Eftersom det af sagen fremgik, at ansøgerinden tidligere var blevet godkendt som eneadoptant til et barn i alderen 12-36 måneder, og da hun inden rimelig tid havde indgivet ansøgning om barn nr. 2, bemærkede nævnet, at der – såfremt samrådet vurderede, at hun opfyldte de øvrige generelle betingelser i fase 1 – ville være grundlag for at meddele aldersdispensation til et barn i alderen 12-36 måneder efter bestemmelsen i godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 2, også henset til, at ansøgerindens samlever ved en sådan aldersramme ville opfylde den generelle betingelse om maksimalt 40 års aldersforskel.