Samrådet afslog i september 2006 at godkende et ansøgerpar som adoptanter til et udenlandsk barn på grund af ansøgerindens helbredsmæssige forhold (diabetes).
Samrådet afslog i september 2006 at godkende et ansøgerpar som adoptanter til et udenlandsk barn på grund af ansøgerindens helbredsmæssige forhold (diabetes).
Nævnet besluttede i november 2006 at stadfæste samrådets afgørelse.
Nævnet henviste i den forbindelse til godkendelsesbekendtgørelsens § 7, nr. 1, hvoraf det fremgår, at det er en betingelse for at blive godkendt som adoptant, at ansøgerens fysiske og psykiske helbredstilstand ikke forringer mulighed Endvidere henviste nævnet til følgende i Familiestyrelsens vejledning om vurderingen af adoptionsansøgeres fysiske og psykiske helbredsforhold:
Ofte vil prognosen være afgørende for, om ansøgeren kan godkendes. Uanset at ansøgerens helbredsmæssige problemer ikke aktuelt påvirker ansøgerens evne til at tage vare på barnet, vil det i mange tilfælde være at afgørende betydning, om der er en øget risiko for, enten at ansøgeren afgår ved døden under barnets opvækst, eller at de helbredsmæssige problemer i øvrigt udvikler sig i en så negativ retning, at det i væsentlig grad vil påvirke ansøgerens evne til at tage vare på barnet under opvæksten".
Nævnet var enig med samrådet i begrundelsen for afgørelsen og lagde således vægt på ansøgerindens alder samt den omstændighed, at hun gennem ca. 20 år havde haft dårlig reguleret sukkersyge med høj HbA1c, ofte 10-14, og at hun herudover ifølge de foreliggende oplysninger havde haft LDL-kolesterol på 3,9, hvilket er en del højere end den i dag anbefalede grænseværdi. Da dette medfører en klart øget risiko for åreforkalkning og blodpropper, var der – uanset den omstændighed, at ansøgerindens sukkersyge aktuelt var velreguleret - efter nævnets vurdering ikke tilstrækkelig sikkerhed for, at et adoptionsforløb vil blive til barnets bedste.
Som uddybende begrundelse redegjorde nævnet herefter for, at man ved afgørelsen havde lagt vægt på, at ansøgerinden gennem 20 år havde haft dårlig reguleret sukkersyge. Med hensyn til den af ansøgerne indhentede erklæring, hvori ansøgerindens prognose vurderedes som god og de helbredsmæssige forhold ikke som værende til hinder for adoption, bemærkede nævnet, at mens prognosen for øjen- og nyresygdom kunne vurderes som god, var det mere usikkert, om prognosen for hjertekarsygdom var normaliseret.
Således er det i en stor amerikansk undersøgelse af mere end 1000 type I diabetikere (Diabetes kontrol og komplikationsstudie, DCCT) vist, at de patienter, der gennem 6,5 år blev konventionelt behandlet med HbA1c på 9,1% i forhold til den intensivt behandlede gruppe med HbA1c på 7,4% havde betydelig mere åreforkalkning i hjertets blodkar 7-9 år efter, at DCCT var afsluttet (Diabetes 2006, volumen 55, side 3556-3565), og de havde betydelig hyppigere blodprop i hjertet (hvoraf en del patienter døde), og blodprop i hjernen/hjerneblødning (New England Journal of Medicine 2005, volumen 353, side 2643-55) på trods af, at de to grupper patienter efter undersøgelsen havde haft samme HbA1c i de efterfølgende år. De 6,5 år i DCCT undersøgelsen skal sammenlignes med ca. 20 års dårlig reguleret diabetes hos ansøgerinden, hvis risiko for hjertekarsygdom måtte vurderes som større end i de ovennævnte undersøgelser.
Ansøgerinden havde derfor – også sammenholdt med hendes alder - efter nævnets opfattelse en så betydelig risiko for sygelighed i forhold til normalbefolkningen, at der efter nævnets vurdering ikke var tilstrækkelig sikkerhed for, at et adoptionsforløb bliver til barnets bedste.
Ansøgerne havde endelig spurgt om, hvor gammelt et barn Adoptionsnævnet ville være villig til at godkende dem til under hensyn til ansøgerindens helbredsmæssige forhold. Nævnet oplyste i den forbindelse, at barnets alder principielt var uden betydning for vurderingen af de helbredsmæssige forhold i relation til godkendelseskravene til adoption. Selvom et større barns opvækstperiode vil dække et kortere tidsrum end 15-20 år, medfører dette således ikke, at helbredsforholdene vil blive vurderet anderledes, såfremt man ønsker godkendelse til et større barn. Dette skyldes, at den risiko for sygdom, som nævnet havde lagt vægt på, ikke relaterede sig til noget bestemt tidspunkt i løbet af en 20-års periode, hvorfor nævnet også ved et større adoptivbarn fandt, at der ikke er tilstrækkelig sikkerhed for et gunstigt adoptionsforløb.