Samrådet afslog i november 2006 at godkende et ansøgerpar til et udenlandsk barn nr. 2 i alderen 0-36 måneder.Samrådet havde begrundet afslaget med, at ansøgernes første barn, som de havde hjemtaget i 2005, havde haft nogle vanskeligheder og havde be...
Samrådet afslog i november 2006 at godkende et ansøgerpar til et udenlandsk barn nr. 2 i alderen 0-36 måneder.Samrådet havde begrundet afslaget med, at ansøgernes første barn, som de havde hjemtaget i 2005, havde haft nogle vanskeligheder og havde behov for en længere stabiliseringsperiode, før en ny adoption kunne tilrådes. Ansøgernes første barn var ved hjemtagelsen 1 år gammel. På grund af barnets trivselsvanskeligheder havde ansøgerne konsulteret en psykolog, og der havde været behov for ekstra støtte til barnet i daginstitutionen.
I forbindelse med ansøgernes klage over afgørelsen havde de indsendt en nyere rapport vedrørende deres første barn fra en PPR psykolog, der havde observeret barnet i institutionen.
Adoptionsnævnet besluttede i januar 2007 at ændre samrådets afgørelse, sådan at ansøgerne blev godkendt som adoptanter til barn nr. 2 i alderen 0-36 måneder.
Nævnet fandt således på baggrund af de foreliggende oplysninger, at ansøgerne måtte vurderes til at have tilstrækkelige ressourcer i forhold til at skulle adoptere endnu et barn.
Herved lagde nævnet vægt på, at ansøgerne tidligere havde adopteret og således var bekendte med de krav, som modtagelsen af et adoptivbarn stiller. Der henvistes i den forbindelse til forarbejderne til ændringen af adoptionsloven (lovforslag L40, folketingsåret 1998-99), hvoraf følgende fremgår om vurderingen af ansøgernes ressourcer:
”Ved vurderingen må det naturligvis tillægges vægt, at ansøgere, der tidligere har adopteret, og dermed kender de krav, som modtagelsen af et nyt adoptivbarn stiller, selv mener at have de ressourcer til at adoptere endnu et barn.
Der vil derfor efter Justitsministeriets opfattelse kun undtagelsesvist være behov for på baggrund af en konkret vurdering i fase 3, jf. ovenfor pkt. 3.3, at afslå en ansøgning fra ægtefæller, som tidligere har adopteret, og som nu ønsker at adoptere et andet eller tredje barn.”
Nævnet lagde endvidere vægt på, at de beskrevne vanskelighed er hos ansøgernes første barn, efter nævnets opfattelse, ikke kunne anses for at være så alvorlige, at der var grundlag for at tilsidesætte ovennævnte formodningsregel, også henset til ansøgernes gode ressourcer.