Samrådet afslog i februar 2006 at give et ansøgerpar aldersdispensation til adoption af barn nr. 2 i alderen 0-36 måneder men tilkendegav, at ansøgerne kunne fortsætte undersøgelses- og godkendelsesforløbet til et barn i alderen 12-36 måneder med nat...
Samrådet afslog i februar 2006 at give et ansøgerpar aldersdispensation til adoption af barn nr. 2 i alderen 0-36 måneder men tilkendegav, at ansøgerne kunne fortsætte undersøgelses- og godkendelsesforløbet til et barn i alderen 12-36 måneder med naturlig søskendeafstand til ansøgernes første barn.
Ansøgerne var på ansøgningstidspunktet henholdsvis 36 og 46 år, og det første adoptivbarn var hjemtaget inden for en godkendelsesramme på 0-36 måneder, men som følge af formidlingssituationen i det pågældende afgiverland var der dog forløbet knap 2 år fra godkendelsestidspunktet til hjemtagelsen af barnet.
Nævnet besluttede i maj 2006 at stadfæste samrådets afgørelse.
Nævnet var enig med samrådet i, at der ikke efter godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 2, kunne meddeles aldersdispensation til et barn yngre end 12 måneder.
I den forbindelse vejledte nævnet om, at der efter bestemmelsen i § 6, stk. 2, nr. 2, kan meddeles aldersdispensation, hvis ansøgeren inden rimelig tid efter at have modtaget et adoptivbarn ansøger om godkendelse til adoption af endnu et barn. I praksis fortolkes kravet om "inden rimelig tid" som ca. 1½ år, og aldersdispensationen fører normalt til, at godkendelsesrammen fastsættes sådan, at den svarer til den godkendelsesramme, som ansøgerne havde, da de adopterede sidst.
Det fremgår dog af Familiestyrelsens vejledning om international adoption, at der normalt ikke bør ske godkendelse til adoption af et lille barn i alderen 0-36 måneder, hvis den ældste ægtefælle er over 45-46 år, hvilket gælder uanset den yngste ægtefælles alder. Den maksimale grænse på 45-46 års aldersforskel skal efter nævnets opfattelse forstås sådan, at den ældste ægtefælles alder på ansøgningstidspunktet maksimalt må overskride barnets alder med 45 år og 364 dage.
I sagen betød den ældste ægtefælles alder på ansøgningstidspunktet, at ansøgerne – uanset at de havde indgivet ansøgningen om godkendelse til barn nr. 2 inden 1½ år efter hjemtagelsen af deres første barn – ikke på ny kunne meddeles aldersdispensation til et barn i alderen 0-36 måneder, idet den ældste ægtefælle da ville være 46 år ældre end barnet. Ved en godkendelsesramme fra 12 måneder ville der derimod være 45 års aldersforskel mellem den ældste ægtefælle og det yngste barn omfattet af godkendelsen, og kravet om maksimalt 45 år og 364 dages aldersforskel ville derfor i dette tilfælde være opfyldt.
Endelig fandt nævnet ikke, at der efter de øvrige dispensationsbestemmelser i godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 1 og 3 var grundlag for at meddele aldersdispensation til et barn yngre end 12 måneder.
Herunder fandt nævnet ikke, at den omstændighed, at formidlingssituationen havde medført en forlænget ventetid på ansøgernes første barn, samt at der i relation til et andet barn kunne være en længere ventetid på et barn over 12 måneder, udgjorde sådanne særlige omstændigheder, at det kunne medføre aldersdispensation efter bestemmelsen i godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 3. Nævnet henviste i den forbindelse til sin generelle henstilling af 27. februar 2006 vedrørende anvendelsen af godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 3, hvoraf det bl.a. fremgår, at forholdene i et bestemt afgiverland som udgangspunkt ikke kan begrunde aldersdispensation efter den pågældende bestemmelse, sådan at der meddeles en lavere aldersramme end den, der ellers ville kunne opnås efter de øvrige bestemmelser.