Samrådet afslog i april 2008 at godkende et ansøgerpar som adoptanter på grund af ansøgerindens helbredsmæssige forhold (godkendelsesbekendtgørelsens § 7, nr. 1).
Samrådet afslog i april 2008 at godkende et ansøgerpar som adoptanter på grund af ansøgerindens helbredsmæssige forhold (godkendelsesbekendtgørelsens § 7, nr. 1).
Det fremgik af sagen, at ansøgerinden i 2007 havde fået diagnosen fibromyalgi efter at være blevet udredt på grund af smerter og stivhed i bevægeapparatet, som havde medført funktionsnedsættelser i dagligdagen. Ansøgerinden var i 2008 blevet indstillet til fleksjob.
Adoptionsnævnet besluttede i juni 2008 at stadfæste samrådets afgørelse.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på de oplysninger om karakteren og sværhedsgraden af ansøgerindens gener samt hendes aktuelle funktionsniveau, der fremgik af to erklæringer fra speciallæge, som samrådet havde indhentet som led i sagens behandling. Nævnet havde i den forbindelse noteret sig, at erklæringerne bl.a. var baseret på to yderligere speciallægeundersøgelser fra henholdsvis 2005 og 2006.
I lighed med samrådet var det nævnets opfattelse, at ansøgerindens aktuelle gener havde en sådan karakter, at det ville forringe mulighederne for et gunstigt adoptionsforløb, herunder også henset til vurderingen af prognosen for fibromyalgi, hvorefter 90% af fibromyalgi patienter efter 5 år oplever uændret eller forværret tilstand.
Nævnet bemærkede endelig, at den omstændighed, at sygdommen ikke indebærer en øget overdødelighed, efter nævnets opfattelse, ikke kunne føre til et andet resultat.