Sags nr.: 2008-22

Fase 3

2008

Samrådet afslog i august 2008 at godkende et ansøgerpar som adoptanter til et udenlandsk barn i alderen 24-48 måneder som følge af vurderingen af deres ressourcer.

Samrådet afslog i august 2008 at godkende et ansøgerpar som adoptanter til et udenlandsk barn i alderen 24-48 måneder som følge af vurderingen af deres ressourcer.

Det fremgik af sagen, at ansøgerinden havde en datter, som var infantil autist og mentalt retarderet. Ansøgerne havde i forbindelse med klagen redegjort for deres dagligdag med dette barn samt indsendt en udtalelse fra barnets skole, hvori der var beskrevet en positiv udvikling for barnet.

Et flertal i nævnet på 9 medlemmer besluttede i november 2008 at stadfæste samrådets afgørelse.

Det var indgået i flertallets overvejelser, at ansøgerne ifølge sagsbehandlerens beskrivelser samt det øvrige materiale i sagen havde særdeles gode ressourcer og havde formået at yde deres barn relevant udviklingsstøtte på en yderst hensigtsmæssig måde. Ikke desto mindre var det flertallets opfattelse, at ansøgernes ressourcer i vidt omfang måtte vurderes som værende bundet til forældreskabet for barnet i mange år frem i tiden. Sammenholdt med den omstændighed, at de søgte godkendelse til adoption af et større barn, der også ville kunne have vanskeligheder, fandt flertallet ikke tilstrækkelig sikkerhed for, at et adoptionsforløb ville blive til gavn for barnet.

Et mindretal på 1 medlem voterede for at ændre samrådets afgørelse og godkende ansøgerne som adoptanter. Mindretallet fandt, at ansøgerne var i besiddelse af væsentlige og tilstrækkelige ressourcer i forhold til at skulle varetage omsorgen for et adoptivbarn, og at ansøgerne ved forældreskabet for deres barn havde udvist særdeles god indsigt i og forståelse for et barn med særlige vanskeligheder.

Efter § 8 i bekendtgørelse om forretningsorden for Adoptionsnævnet træffes nævnets beslutninger ved almindeligt stemmeflertal.