Sags nr.: 2008-23

Efter godkendelsen

2008

Samrådet afslog i marts 2008 at udvide et ansøgerpars godkendelse som adoptanter til at omfatte et konkret barn fra Kina, der på afgørelsestidspunktet var ca. 30 måneder gammelt. (Tidligere sagsnr. 2008-28)

Samrådet afslog i marts 2008 at udvide et ansøgerpars godkendelse som adoptanter til at omfatte et konkret barn fra Kina, der på afgørelsestidspunktet var ca. 30 måneder gammelt. Ansøgerne var godkendt til et udenlandsk barn i alderen 36-60 måneder.

Et flertalt i nævnet på 8 medlemmer besluttede i april 2008 at ændre samrådets afgørelse, sådan at ansøgernes godkendelse blev udvidet til at omfatte det konkrete barn.

Nævnet henviste til § 6, stk. 2, nr. 3, i godkendelsesbekendtgørelsen, hvoraf fremgår, at ansøgerens alder på ansøgningstidspunktet ikke må overstige barnets alder med mere end 40 år, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. I en henstilling til statsforvaltningerne af 27. februar 2006 har nævnet præciseret, at bestemmelsen i sin ordlyd og indhold lægger op til en konkret vurdering af, om der i den enkelte sag foreligger sådanne særlige omstændigheder, som kan begrunde en aldersdispensation.

Efter flertallets opfattelse forelå sådanne særlige omstændigheder i sagen, at det efter en konkret vurdering måtte antages at være til gavn for det konkrete barn, at ansøgernes godkendelse blev udvidet.

Ved denne vurdering lagde flertallet vægt på barnets aktuelle alder, at der alene var tale om en relativ beskeden afvigelse fra ansøgernes godkendelsesramme, og at samme barn allerede i september 2008 ville kunne stilles i forslag til ansøgerne inden for deres godkendelse.

Herudover lagde flertallet vægt på, at ansøgernes sag blev sendt til Kina forud for ændringen af retningslinjerne for formidlingen fra Kina primo 2006.

Et mindretal på 1 medlem voterede for at stadfæste samrådets afgørelse om at afslå at udvide ansøgernes godkendelse.

Efter § 8 i bekendtgørelse om forretningsorden for Adoptionsnævnet træffes nævnets beslutninger ved almindeligt stemmeflertal.