Samrådet besluttede i juni 2008 at tilbagekalde et ansøgerpars godkendelse som adoptanter til et udenlandsk barn. Afgørelsen var primært begrundet i, at ansøgerne havde afvist at modtage et barn, som de havde fået bragt i forslag inden for deres godk...
Samrådet besluttede i juni 2008 at tilbagekalde et ansøgerpars godkendelse som adoptanter til et udenlandsk barn. Afgørelsen var primært begrundet i, at ansøgerne havde afvist at modtage et barn, som de havde fået bragt i forslag inden for deres godkendelsesramme.
Efter adoptionsloven kan samrådet træffe afgørelse om bortfald af en godkendelse som adoptant, hvis betingelserne for at blive godkendt som adoptant, ikke længere er opfyldt, eller hvis ansøgeren i øvrigt ikke kan anses for egnet som adoptant (§ 25a, stk. 2).
Adoptionsnævnet besluttede i august 2008 at tilbagesende sagen til fornyet behandling i samrådet med henblik på, at der blev tilvejebragt yderligere oplysninger til brug for afgørelsen af, om de ville kunne opretholde deres godkendelse som adoptanter.
Det fremgik af sagen, at ansøgerne i 2006 blev godkendt som adoptanter til et større barn. I foråret 2008 gjorde ansøgerne samrådet opmærksom på, at de havde taget et barn i døgnpleje, og at de ville vurdere, om denne opgave kunne forenes med at have et adoptivbarn, hvis de fik stillet et barn i forslag. Nogle måneder senere modtog statsforvaltningen oplysninger fra den formidlende organisation om, at ansøgerne havde fået et barn i forslag inden for deres godkendelse men havde afvist at modtage det.
Nævnet fandt ikke det foreliggende grundlag tilstrækkelig fyldestgørende til at kunne tage stilling til, om der var grundlag for at tilbagekalde ansøgernes godkendelse som adoptanter. Nævnet bad derfor samrådet om at behandle sagen på ny og i den forbindelse afholde en samtale med ansøgerne om deres overvejelser i relation til at forene opgaven med et plejebarn og et adoptivbarn på samme tid samt om baggrunden for deres afvisning af at modtage et barn inden for deres godkendelse.
Nævnet gjorde samtidig samrådet opmærksom på, at det var nævnets opfattelse, at samrådet straks efter at være blevet gjort bekendt med det forhold, at ansøgerne havde fået et barn i pleje i foråret 2008, burde have iværksat en sagsbehandling med henblik på at undersøge, om dette ville få betydning for adoptionsgodkendelsen.