Sags nr.: 2008-6

Fase 1 / Samliv

2008

Samrådet afslog i april 2008 at give et ansøgerpar dispensation fra kravet om 2½ års samliv på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen (godkendelsesbekendtgørelsens § 8).

Samrådet afslog i april 2008 at give et ansøgerpar dispensation fra kravet om 2½ års samliv på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen (godkendelsesbekendtgørelsens § 8).

Adoptionsnævnet besluttede i maj 2008 at stadfæste samrådets afgørelse.

Ansøgerne havde oplyst at have kendt hinanden siden juli 2005, hvorefter de på skift havde boet hos hinanden, indtil de i januar 2007 fik fælles folkeregisteradresse. Året efter indgik ansøgerne ægteskab. På ansøgningstidspunktet var ansøgerne henholdsvis 42 og 44 år.

Nævnet meddelte, at den omstændighed, at ansøgerne havde dannet par gennem længere tid, ikke kunne dokumentere, at de havde været samlevende, sådan som det kræves efter bestemmelsen i godkendelsesbekendtgørelsen.

Ved vurderingen af sagens oplysninger fandt nævnet ikke, at ansøgerne havde dokumenteret at have haft et egentligt samliv før i november 2006, hvor de påbegyndte fertilitetsbehandling efter at have kendt hinanden gennem ca. 1½ år.

Uanset at samlivskravet i ansøgernes tilfælde kolliderede med aldersbetingelserne, mente nævnet således ikke, at der i sagen forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en dispensation fra samlivskravet med ca. 1 år.

Det bemærkedes, at nævnet i sin praksis vedrørende dispensation fra samlivskravet i godkendelsesbekendtgørelsen, ikke tidligere har dispenseret i tilfælde, hvor samlivet har varet i mindre end 2 år på ansøgningstidspunktet. Efter en konkret vurdering fandt nævnet heller ikke, at der i ansøgernes sag forelå omstændigheder, hvorefter de kunne meddeles yderligere dispensation. Forhold som vedrører helbred, livsstil og ressourcer kan således heller ikke efter nævnets vurdering tillægges betydning. Baggrunden herfor er, at samlivskravet har til formål at sikre, at ansøgerne lever i et stabilt parforhold.

Nævnet var dog enig med samrådet i, at der kunne være grundlag for at meddele dispensation fra samlivskravet, når samlivet havde varet 2 år.