Sags nr.: 2010-23

Fase 1 / Helbred / Fysisk helbred

2010

Samrådet afslog i marts 2010 at godkende ansøgeren til adoption i fase 1. Samrådets afgørelse var begrundet med, at ansøgeren ikke opfyldte kravet til adoptionsansøgernes psykiske helbredstilstand, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 8, nr. 1, jf. § 1...

Samrådet afslog i marts 2010 at godkende ansøgeren til adoption i fase 1. Samrådets afgørelse var begrundet med, at ansøgeren ikke opfyldte kravet til adoptionsansøgernes psykiske helbredstilstand, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 8, nr. 1, jf. § 13, stk. 2, 2. pkt.

Afgørelsen var også begrundet med, at ansøgeren ikke var i besiddelse af de særlige kvalifikationer, der forudsættes at være til stede for at være velegnet til at opfostre et barn alene. Nævnet besluttede i september 2010 at stadfæste samrådets afgørelse

Adoptionsnævnet begrundede afgørelse med, at oplysningerne om ansøgerens psykiske helbredsforhold medførte, at der ikke var tilstrækkelig sikkerhed for, at et adoptionsforløb ville være til barnets bedste. Adoptionsnævnet lagde ved vurderingen af sagen således især vægt på oplysningerne i den indhentede psykiatriske speciallægeerklæring.  

Der fremgik af den indhentede speciallægeerklæring, at ansøgeren blev vurderet til at have en skrøbelig personlighedsstruktur og mangel på psykisk robusthed, der også ved evt. belastning i fremtiden vil kunne give anledning til lignende sygdomsperioder. Det blev samtidig vurderet, at den planlagte psykologbehandling formentlig i nogen grad ville kunne imødegå denne risiko, men det blev samtidig vurderet, at der ikke var nogen behandling, hverken af medicinsk eller psykoterapeutisk karakter, der ville kunne ændre det forhold, at ansøgeren i fremtiden måtte anses for at have en øget risiko for depressive reaktioner ved belastning.  

Adoptionsnævnet kritiserede samtidig, at samrådets afgørelse om afslag i fase 1, bl.a. var begrundet med, at ansøgeren ikke besad tilstrækkelige ressourcer til at adoptere et barn alene. Kritikken skyldtes, at en sådan vurdering ikke bør foretages i fase 1, men i stedet henhører til fase 3 af undersøgelses- og godkendelsesforløbet.