Sags nr.: 2010-26

Efter godkendelsen

2010

Samrådet afslog i maj 2010 at forlænge ansøgernes godkendelse til at adoptere. Afgørelsen blev truffet efter godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 1.

Samrådet afslog i maj 2010 at forlænge ansøgernes godkendelse til at adoptere. Afgørelsen blev truffet efter godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 1.

Samrådet mente, at der efter det meget langvarige forløb af forlængelsessagen og samtalen med ansøgerne var skabt tvivl om ansøgernes modenhed og egnethed som forældre til et adopteret barn, der med dets særlige baggrund og behov kunne udvise en problematisk adfærd, som ikke var barnets ansvar, og som krævede stor rummelighed og forståelse fra forældrenes side. Det var samrådets indtryk, at der hvilede et meget stort forventningspres på barnet – især i forhold til den ene ansøger, der efter det nu oplyste havde ”stået stand-by” i over 10 år og kun sporadisk taget arbejde for at være parat til at blive forælder. For barnet kunne det betyde et følelsesmæssigt pres at skulle udfylde en meget meningsbærende rolle i en forælders liv. Det var sammenfattende samrådets opfattelse, at der ikke længere var fornøden sikkerhed for, at adoptionsforløbet ville blive til barnets bedste.  

Et flertal af nævnets medlemmer besluttede i august 2010 at ændre samrådets afgørelse. Det fremgik af sagen, at samrådet allerede ved en afgørelse i januar 2010 havde afslået at forlænge godkendelsen til adoption på grund af uforsvarlige økonomiske forhold. Nævnet behandlede sagen i marts 2010 og hjemviste sagen til videre undersøgelse af de økonomiske forhold, hvorefter samrådet skulle træffe en fornyet afgørelse.  

Nævnet lagde vægt på, at man ikke fandt, at der var fremkommet oplysninger, som, sammenlignet med de oplysninger, der forelå på tidspunktet for godkendelsen, gjorde det tvivlsomt, om ansøgerne stadig kunne anses for egnede som adoptanter.  

Et mindretal fandt ikke ansøgernes egnethed som adoptanter tilstrækkeligt belyst og ønskede derfor at tilbagesende sagen med henblik på iværksættelse af en psykologisk undersøgelse.  

Efter § 8, stk. 2, i nævnets forretningsorden (bekendtgørelse nr. 920 af 28. september 2009) træffes nævnets beslutninger ved almindeligt stemmeflertal.