Samrådet tilbagekaldte i august 2010 ansøgernes godkendelse til at adoptere, da ansøgerne ikke længere kunne anses for egnet til at adoptere. Afgørelsen blev truffet efter godkendelsesbekendtgørelsens § 22, stk. 1, jf. Adoptionslovens § 25 a, stk. 2....
Samrådet tilbagekaldte i august 2010 ansøgernes godkendelse til at adoptere, da ansøgerne ikke længere kunne anses for egnet til at adoptere. Afgørelsen blev truffet efter godkendelsesbekendtgørelsens § 22, stk. 1, jf. Adoptionslovens § 25 a, stk. 2.Nævnet besluttede i november 2010 at stadfæste samrådets afgørelse.
Det fremgik af sagen, at ansøgerne selv havde fundet et barn på et børnehjem i et andet land. Der var, i det pågældende land, et ubetinget forbud mod adoption. Ansøgerne havde 6 måneder inden bragt barnet til Danmark.
På tidspunktet for nævnets afgørelse havde barnet ikke opholdstilladelse her i landet, ligesom barnets retlige relation til ansøgerne i øvrigt efter det oplyste fortsat var uafklaret.
På denne baggrund fandt nævnet, at der var rejst betydelig tvivl om, hvorvidt ansøgerne havde den fornødne stabilitet til at adoptere endnu et barn, ligesom nævnet fandt, at ansøgernes ressourcer måtte antages i vidt omfang at være bundet op på det fremtidige forløb omkring det barn, de havde taget med sig hjem. Der var på denne baggrund ikke tilstrækkelig sikkerhed for, at det ville være til et eventuelt kommende adoptivbarns bedste at blive adopteret af ansøgerne.
Nævnet understregede, at vurderingen af, hvorvidt ansøgerne kunne anses for egnede til at adoptere, var foretaget i forhold til et eventuelt kommende adoptivbarn og ikke i forhold til det barn, de havde taget med sig hjem. Dette skyldtes, at de ikke ville kunne adoptere dette barn, da der gjaldt et ubetinget forbud mod adoption i barnets hjemland.