Sags nr.: 2010-4

Fase 1 / Helbred / Fysisk helbred

2010

Samrådet afslog i december 2009 at godkende ansøgerne til adoption i fase 1. Samrådets afgørelse var begrundet med, at ansøgerne ikke opfyldte kravet til adoptionsansøgernes fysiske helbredstilstand, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 8, nr. 1, idet ...

Samrådet afslog i december 2009 at godkende ansøgerne til adoption i fase 1. Samrådets afgørelse var begrundet med, at ansøgerne ikke opfyldte kravet til adoptionsansøgernes fysiske helbredstilstand, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 8, nr. 1, idet man mente, at ansøger kunne være bærer af genet til sygdommen Chorea Huntington.

Nævnet besluttede i februar 2010 at ændre samrådets afgørelse, sådan at ansøgerne kunne fortsætte undersøgelses- og godkendelsesforløbet.

Det fremgik af sagen, at ansøgerens fars søskende fik sygdommen Chorea Huntington, da de var henholdsvis 35 og 42 år. Ansøgerens far havde i en alder af 60 år ingen symptomer på sygdommen. Henset til, at sygdommens debutalder generelt var væsentlig yngre end 60 år i familien, fandt nævnet, at det var forholdsvis usandsynligt, at ansøgerens far var bærer af genet for sygdommen. Chorea Huntington er en dominant arvelig sygdom, og hvis ansøgerens far ikke var bærer af det pågældende gen, ville ansøgeren heller ikke gøre det.

Da risikoen for, at ansøgeren havde genet og ville udvikle sygdommen dermed var ubetydelig, var det nævnets vurdering, at de helbredsmæssige forhold ikke var til hinder for en godkendelse til adoption.