Samrådet afslog i november 2010 at godkende ansøgerne som adoptanter til et barn nr. 3 i alderen 0-36 måneder med konkrete handicaps. Samrådets afgørelse var begrundet med, at ansøgerne ikke havde de fornødne ressourcer.
Samrådet afslog i november 2010 at godkende ansøgerne som adoptanter til et barn nr. 3 i alderen 0-36 måneder med konkrete handicaps. Samrådets afgørelse var begrundet med, at ansøgerne ikke havde de fornødne ressourcer.
Nævnet besluttede at stadfæste samrådets afgørelse.
Det fremgik af sagen, at ansøgerne tidligere havde adopteret to børn med særlige behov. Det ældste barn var født i Danmark og vurderet som et risikobarn, da moren var stof- og alkoholmisbruger. Det yngste barn var født i Kina og var adopteret uden for almen godkendelse, da barnet havde hjerte- og øjenproblemer. Ved hjemtagelsen af det yngste barn opstod der tilknytningsproblemer, som ansøgerinden reagerede voldsomt på i en periode efter hjemtagelsen.
Samrådet havde forud for afgørelsen i fase 1 indhentet en psykiatrisk undersøgelse af ansøgerindens psykiatriske helbred som følge af reaktionen efter hjemtagelsen af det yngste barn.
Samrådet lagde vægt på, at ansøgerne havde adopteret to børn med særlige behov, og at børnene fortsat havde behov for ansøgernes hjælp og støtte i deres udvikling. Det var ikke udslagsgivende for samrådet, at der var søgt om udvidet godkendelse.
Nævnet fandt, at på trods af vanskeligheder med sygdomme og tilknytning var det lykkedes ansøgerne at få børnene i god trivsel. Det var nævnets opfattelse, at den gode trivsel hos børnene skyldtes den ro og overskud, der var i familien, som formentlig ikke ville kunne opretholdes ved ankomsten af endnu et barn.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgerne var i besiddelse af særdeles gode ressourcer, men at disse som følge af de særlige behov, der var beskrevet hos børnene, i fremtiden i vidt omfang ville være bundet af varetagelsen af omsorgen for de to børn. Nævnet fandt således ikke, at der var tilstrækkelig sikkerhed for et gunstigt adoptionsforløb for endnu et barn med potentielle vanskeligheder.