Sags nr.: 2011-21

Efter godkendelsen

2011

Samrådet besluttede i november 2010 at trække et ansøgerpars godkendelse til adoption tilbage. Samrådets afgørelse var begrundet i, at ansøgerne ikke længere opfyldte kravene til adoptionsansøgeres fysiske helbredstilstand.


Samrådet besluttede i november 2010 at trække et ansøgerpars godkendelse til adoption tilbage. Samrådets afgørelse var begrundet i, at ansøgerne ikke længere opfyldte kravene til adoptionsansøgeres fysiske helbredstilstand.

Det fremgik af sagen, at ansøgerne blev godkendt som adoptanter den 16. september 2008. Ansøgerinden blev i november 2009 opereret for kræft i skjoldbruskkirtlen. Ved operationen blev skjoldbruskkirtlen og 6 lymfeknuder fjernet, og 2 af lymfeknuderne var med metastaser. Ansøgerinden modtog efterfølgende radioaktiv jodbehandling.

Samrådet lagde vægt på, at ansøgerinden i 2009 blev opereret for kræft i skjoldbruskkirtlen, samt at ansøgerinden fortsat var i behandling herfor. Nævnet besluttede i juni 2011 at stadfæste samrådets afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at ansøgerinden i januar 2011 havde haft den foreløbigt sidste behandling for kræft i skjoldbruskkirtlen, og at ansøgerinden ikke endnu var erklæret rask. Nævnet bemærkede, at ved samtlige cancerformer kræves der efter afsluttet behandling en observationstid af en vis varighed med henblik på at vurdere sygdommens forløb og prognose og herunder betydningen for et adoptionsforløb. Nævnet mente ikke, at der på det aktuelle tidspunkt var tilstrækkelig sikkerhed for, at et adoptionsforløb ville være til barnets bedste.