Samrådet afslog i maj 2011 at godkende et ansøgerpar som adoptanter til et barn i alderen 0-36 måneder. Samrådets afgørelse var begrundet i ansøgernes ressourcer.
Det fremgik af sagen, at ansøgerinden havde et multihandikappet særbarn, som ansøgeren havde stedbarnsadopteret, og som boede hos ansøgerne. Barnet var i institution om dagen, og familien havde aflastning til barnet hver anden weekend. Ansøgerinden modtog fuld tabt arbejdsfortjeneste for at passe barnet i eget hjem.
Nævnet besluttet i september 2011 at stadfæste samrådets afgørelse. Nævnet fandt, at ansøgerne generelt havde gode ressourcer, og at de havde formået at varetage forældrerollen over for deres barn ved at yde barnet relevant udviklingsstøtte på en yderst hensigtsmæssig måde. Ikke desto mindre var det nævnets opfattelse, at ansøgernes ressourcer i vidt omfang måtte vurderes som værende bundet til forældreskabet for barnet mange år frem i tiden.
På den baggrund fandt nævnet ikke, at ansøgerne besad de fornødne ressourcer til at blive godkendt som adoptanter, og der var efter nævnets opfattelse ikke tilstrækkelig sikkerhed for, at et adoptionsforløb ville blive til barnets bedste.
Sags nr.: 2011-27