Adoptionssamrådet afslog i oktober 2015 at godkende et ansøgerpar som adoptanter på grund af den ene ansøgers helbredsmæssige forhold.
Adoptionssamrådet afslog i oktober 2015 at godkende et ansøgerpar som adoptanter på grund af den ene ansøgers helbredsmæssige forhold.
Samrådet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger i 2014 havde fået fjernet et modermærke, dybde 0,87. Da der var celleforandringer, blev ansøger efterfølgende opereret for et superficielt spredende malignt melanom, level IV. Der blev fundet mikrometastase i en enkelt lymfeknude, hvilket bevirkede, at ansøger fik fjernet alle lymfeknuder i armhulen. Efterfølgende var der ingen tegn på resterende kræftvæv. På tidspunktet for samrådets afgørelse var der ikke påvist recidiv af modermærkekræften. Det fremgik af en udtalelse fra hospitalet, at ansøger havde en risiko for tilbagefald/død indenfor en periode på 15 år på 23 procent ved en udgangsalder på 35/36 år og et år uden tilbagefald.
Ansøgerne havde efter forespørgsel fra nævnet indsendt yderligere helbredsmæssige oplysninger i form af samtlige patologiske svar indgået i forbindelse med alle operative indgreb, også i forbindelse med fjernelse af lymfeknuder i armhulen.
Nævnet besluttede i marts 2016 at stadfæste samrådets afgørelse. Nævnet var enig i samrådets begrundelse for afgørelsen. Nævnet mente således, at der ikke var tilstrækkelig sikkerhed for, at en adoption ville være til gavn for barnet.
Som uddybende begrundelsen redegjorde nævnet herefter for, at man, i forbindelse med nævnets vurdering af ansøgers kræftsygdom, tog udgangspunkt i dødeligheden for en 40-årig mand inden for en 15-20 års periode. Denne dødelighed var ca. 10 procent.
I ansøgers situation var dødeligheden som følge af melanomet højere end den risiko for dødelighed, der sås generelt for en 40-årig. Dødeligheden var dog også højere end eksempelvis for en 30-årig.
Ansøger havde derfor – også sammenholdt med hans alder – efter nævnets opfattelse en så betydelig risiko for sygelighed i forhold til normalbefolkningen, at der efter nævnets vurdering ikke var tilstrækkelig sikkerhed for, at et adoptionsforløb ville blive til barnets bedste.