Samrådet afslog i februar 2017 at give et ansøgerpar aldersdispensation til et konkret barn på 10 år i fase 1. Samrådets afgørelse var begrundet med, at ansøgerne ikke opfyldte aldersbetingelserne, og at der ikke forelå særlige omstændigheder.
Samrådet afslog i februar 2017 at give et ansøgerpar aldersdispensation til et konkret barn på 10 år i fase 1. Samrådets afgørelse var begrundet med, at ansøgerne ikke opfyldte aldersbetingelserne, og at der ikke forelå særlige omstændigheder (Bekendtgørelse om adoption § 21, stk. 2, nr. 2). Samrådet tilkendegav samtidig, at ansøgerne kunne fortsætte undersøgelses- og godkendelsesforløbet til et andet konkret barn på 11 år.
Ansøgerne på ansøgningstidspunktet var henholdsvis 51 og 54 år.
Parret havde søgt om godkendelse til to konkrete børn på henholdsvis 10 og 11 år, som de havde haft kontakt med og støttet økonomisk i hjemlandet i en 5-årig periode. Børnene boede i en familie med 18 plejebørn. De 2 børn var ikke biologiske søskende, men havde levet sammen på gaden.
Nævnet besluttede i juni 2017 at stadfæste samrådets afgørelse om afslag på aldersdispensation.
Nævnet henviste til, at der ikke forelå særlige omstændigheder i form af et nært og længerevarende tilknytningsforhold mellem ansøgere og barn, så der ville kunne dispenseres fra aldersbetingelserne. Nævnet bemærkede, at der ved vurderingen af tilknytningsforholdet var mere fokus på barnets tilknytning og følelsesmæssige afhængighed af ansøgerne end på ansøgernes tilknytningsforhold til barnet.
Herudover følger det af adoptionslovens § 2, at adoption kun må bevilliges, når den kan antages at være til gavn for den, som ønskes adopteret, og denne enten ønskes opfostret hos adoptanten eller har været opfostret hos denne, eller der foreligger anden særlig grund til adoptionen.
I forbindelse med denne til gavns vurdering vil man foretage en samlet vurdering af barnets situation. Ud over barnets alder kan der i denne vurdering indgå kriterier som barnets tilknytning til ansøgerne og Danmark og til sine (eventuelle) forældre, søskende og øvrige familie i hjemlandet, kulturforskellen mellem landene og barnets mulighed for at blive i hjemlandet
Det kan i den forbindelse nævnes, at myndighederne i sager om familieadoption selv går ind og foretager en sådan vurdering. Således følger det også af FN’s børnekonvention samt af Haagerkonventionen af 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner, som Danmark har tiltrådt, at alle børn først og fremmest skal vokse op i deres hjemland, enten i egen familie eller på en anden hensigtsmæssig måde.
Bortadoption fra et barns hjemland bliver som udgangspunkt først aktuel, hvis barnet ikke kan blive sammen med sin familie eller andre nærtstående, og hvis de relevante myndigheder i barnets hjemland finder, at barnet kan adopteres ud af landet, efter først at have undersøgt mulighederne for at finde en løsning for barnet i hjemlandet.
Efter § 21, stk. 1, i bekendtgørelse om adoption, må ansøgernes alder på tidspunktet for ansøgningen ikke overstige barnets alder med mere end 42 år. Der kan dog gives aldersdispensation efter § 21, stk. 2, nr. 2, hvis der foreligger særlige omstændigheder.