Samrådet afslog i juni 2017 at godkende et ansøgerpar som adoptanter til et barn i alderen 24-48 måneder. Samrådets afslag var begrundet i, at ansøger i 1997 havde fået konstateret nedsat nyrefunktion, og at han i 2015 var blevet nyretransplanteret.
Samrådet afslog i juni 2017 at godkende et ansøgerpar som adoptanter til et barn i alderen 24-48 måneder. Samrådets afslag var begrundet i, at ansøger i 1997 havde fået konstateret nedsat nyrefunktion, og at han i 2015 var blevet nyretransplanteret. Samrådet var opmærksom på, at ansøger havde en nyrefunktion på 90 % og var velreguleret i den medicinske behandling.
I forbindelse med Adoptionsnævnets behandling af sagen blev ansøgers hospitalsjournal indhentet, hvoraf det blandt andet fremgik, at man mente, at ansøgers nefrologiske grundlidelse var en IgA glomerulonefrit.
Nævnet havde derudover i en anden sammenhæng modtaget oplysninger fra Dansk Nefrologisk Selskab om forventet levetid for nyretransplanterede patienter. Dansk Nefrologisk Selskab havde blandt andet oplyst, at mænd har en prognostisk sandsynlighed for overlevelse over de næste 18 år på over 90 %, hvis de har glomerulonefritis, og kun er blevet transplanteret én gang.
Adoptionsnævnet besluttede i april 2018 at sende sagen tilbage til samrådet med henblik på, at der blev udarbejdet en nefrologisk speciallægeerklæring. Erklæringen skulle blandt andet afdække, om der kunne være øvrige faktorer hos ansøger, der gjorde, at prognosen blev forringet.
Ved afgørelsen lagde nævnet vægt på, at der ikke var tilstrækkelige oplysninger i sagen til at vurdere, om ansøger opfyldte de helbredsmæssige betingelser for at blive godkendt som adoptant og derfor kunne fortsætte undersøgelses- og godkendelsesforløbet.
Nævnet henviste til oplysningerne fra Dansk Nefrologisk Selskab sammenholdt med ansøgers grundlidelse og det, at han kun var nyretransplanteret en enkelt gang.