Ankestyrelsens nye undersøgelse om adoptionsformidlingen fra Sydkorea til Danmark i 1970’erne og 1980’erne er foretaget for at give adopterede mulighed for at få en bredere og dybere indsigt i den kontekst og det system, som deres adoption blev gennemført i.
Undersøgelsen viser, at den mangelfulde regulering af formidlingssystemet og de sydkoreanske regler om familieregistrering skabte et råderum for de sydkoreanske organisationer til at ændre den adopteredes identitet og baggrundshistorie i de officielle sydkoreanske dokumenter og i de oplysninger, der forelå i den sag, der blev sendt til Danmark om barnet. Inden for rammerne af de dagældende regler i Sydkorea var det dermed muligt at ændre oplysninger om barnets baggrund og bortadoptere et barn uden de biologiske forældres vidende.