Børnesagsbarometret 2024 er det sidste barometer, som omhandler sager, hvor der er truffet afgørelse efter serviceloven, da barnets lov er trådt i kraft 1. januar 2024.
Der er dog fortsat sagsområder i barometret, som er relevante for kommunernes sagsbehandling. Det drejer sig blandt andet om inddragelse, 4-månedersfristen og den første opfølgning, som kommunerne skal foretage senest tre måneder efter, at støtten er iværksat.
Børnesagsbarometret 2024 viser blandt andet, at kommunerne:
- overholder kravet om at afholde børnesamtale forud for afgørelsen om støtte i 65 procent af sagerne. I Børnesagsbarometret 2021 blev kravet overholdt i 61 procent af sagerne.
- udarbejder den børnefaglige undersøgelse indenfor 4-måneder i 50 procent af sagerne. I Børnesagsbarometret 2021 skete det i 60 procent af sagerne.
- lever op til kravet om at lave opfølgning inden for de første tre måneder efter, at foranstaltningen er iværksat i 75 procent af sagerne. Det er ikke muligt at sammenholde disse tal med Børnesagsbarometret 2021.