Sagsbehandlere og faglige ledere fra ti udvalgte kommuner har netop afsluttet et læringsforløb med fokus på de generelle sagsbehandlingsregler, kontant tilskud og borgerstyret personlig assistance (BPA-ordninger).
Læringsforløbet er det første af de forløb, som Ankestyrelsen tilbyder i alt 30 kommuner i årene 2023, 2024 og 2025, og hvor forløbene vil have et fokus på at styrke sagsbehandlingen på børne- og voksenhandicapområdet.
En evaluering viser da også, at 77 procent af de deltagere, der har besvaret evalueringsskemaet, oplever, at læringsforløbet i høj grad eller i nogen grad har givet dem et øget kendskab til de generelle sagsbehandlingsregler.
Hver kommune har deltaget i to undervisningsdage med et særligt fokus på sagsoplysning og begrundelse, da de dele af sagsbehandlingen ofte opleves som vanskelige af kommunerne. En udfordring kan fx være at opfylde kravene til sagsoplysning og begrundelse i de tilfælde, hvor borger ikke ønsker medvirke til sagens oplysning.
Evalueringen af første år med læringsforløb viser, at 89 procent af de deltagere, der har besvaret evalueringsskemaet, angiver, at læringsforløbet vil påvirke deres praksis i høj grad eller i nogen grad.
Det udvalgte emne for læringsforløbene skifter årligt og vil omhandle emner fra både børne- og voksenhandicapområdet. I 2023 var det således servicelovens §§ 95 og 96 om kontant tilskud og BPA-ordninger.
I 2024 vil fokus være på støtte til bil efter servicelovens § 114, og i 2025 vil læringsforløbet være rettet mod området for tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 42.
Læringsforløbene indgår i en række retssikkerhedsinitiativer, der skal styrke retssikkerheden og kvaliteten i sagsbehandlingen på handicapområdet.