Ankestyrelsen kan ikke godtage Langeland Kommunes anmodning om ny proces i verserende tilsynssag

06-02-2026
Tilsyn

Ankestyrelsens tilsyn bad i 2022 Langeland Kommune om at gennemgå en række børnesager. Efter gennemgangen har kommunen selv konstateret, at der kan være fejl i undersøgelsen og ønsker nu at spørge de berørte borgere, om de ønsker deres sag gennemgået på ny. Men den proces afvises af Ankestyrelsen.

Ankestyrelsens tilsyn kan ikke godtage Langeland Kommunes ønske om en ny proces i en verserende tilsynssag af kommunens børneområde. 

Sagen går tilbage til november 2022, hvor Ankestyrelsen bad Langeland Kommune om at gennemgå en række børnesager for at sikre, at sagsbehandlingen levede op til lovgivningen. Efter gennemgangen konstaterede kommunen, at der kunne være sket fejl i undersøgelsen, hvorfor kommunen ønskede at gennemgå nogle af sagerne igen. Det accepterede Ankestyrelsens tilsyn af hensyn til borgernes retssikkerhed, og styrelsen har af samme årsag givet Langeland Kommune fristudsættelser.

Senest, mandag 26. januar, har kommunalbestyrelsen i Langeland Kommune besluttet at bede Ankestyrelsens tilsyn om lov til at tilrettelægge sagsgennemgangen anderledes.

Kommunalbestyrelsen ønsker at rette henvendelse til de borgere, der er berørt af tilsynssagen. Formålet er at lade borgerne tage stilling til, om de ønsker sagen gennemgået af kommunen igen med henblik på en eventuel genoptagelse. 

Denne proces kan Ankestyrelsen dog ikke godtage, hvilket styrelsen har givet kommunen besked om. Vicedirektør i Ankestyrelsen, Cathrine Due Billing, siger:

”Det er vores opgave at sikre, at kommunens håndtering af sagerne foregår korrekt, og derfor fastholder vi de krav til sagsgennemgangen, som vi har tidligere har meddelt kommunen. Det er kommunens ansvar at vurdere, om der er sket fejl, der er så væsentlige, at sagerne skal undersøges igen. Den vurdering mener vi ikke, at man bør overføre til borgerne.”

Ankestyrelsen beder Langeland Kommune om inden den 1. april 2026 at få de ønskede oplysninger om resultatet af kommunes nye gennemgang. 

Henset til det meget lange sagsforløb indskærper Ankestyrelsen, at hvis ikke styrelsen modtager de ønskede oplysninger om den supplerende sagsgennemgang inden for den angivne frist, vil Ankestyrelsens tilsyn tage stilling til, om der er grundlag for at rejse en sag med henblik på at pålægge de ansvarlige kommunalbestyrelsesmedlemmer tvangsbøder.