Det daværende Tilsynsråd for Århus Amt havde udtalt, at en fratrædelsesordning for en økonomidirektør i Randers Kommune var ulovlig. Vestre Landsret afsagde en dom, hvorefter Randers Kommune ikke havde krav på tilbagebetaling eller erstatning i anledning af fratrædelsesordningen.
Statsamtet Århus meddelte Randers Byråd samt de tidligere medlemmer af økonomudvalget, at tilsynet ikke agtede at anlægge erstatningssag mod de pågældende økonomiudvalgsmedlemmer.
Statsamtet lagde blandt andet vægt på, at der ikke under retssagen var fremkommet oplysninger, som gav grundlag for at antage, at de daværende medlemmer af økonomiudvalget havde handlet ansvarspådragende.