Københavns og Frederiksberg Kommuner var udtrådt af det kommunale fællesskab Strandparken I/S. Bestyrelsen havde besluttet, at de to kommuner ikke skulle have udbetalt deres forholdsmæssige andel af fællesskabets nettoformue ved deres udtræden. Det var de to kommuner uenige i. Strandparken I/S bad derfor Statsforvaltningen Hovedstaden fastsætte vilkårene for de to kommuners udtræden.
Statsforvaltningen fastsatte som vilkår, at Københavns og Frederiksberg Kommuner skulle have deres forholdsmæssige andele af nettoformuen udbetalt.
Statsforvaltningen lagde vægt på, at der ved opløsning af et interessentskab finder en opgørelse sted i det indbyrdes forhold mellem interessenterne. Statsforvaltningen lagde også vægt på de to udtrædende kommuners pligt til at handle økonomisk forsvarligt. Endelig lagde statsforvaltningen vægt på, at de to kommuner efter udtrædelsen fortsat hæftede for de lån og påtagne garantiforpligtelser, som det kommunale fællesskab havde påtaget sig inden deres udtræden.