En borger havde klaget over Aabenraa Kommunes håndtering af salg af byggegrunde i et område, der efter lokalplanen var udlagt til boligbebyggelse. Kommunen havde givet borgeren afslag på at købe to byggegrunde på henholdsvis 2330 m2 og 614 m2 for at bygge én bolig. Der blev henvist til, at andre var tilladt køb af to grunde.
Statsforvaltningen Syddanmark vurderede, at kommunen ikke havde handlet i strid med reglerne, da den gav borgeren afslag på køb af to byggegrunde. Statsforvaltningen lagde vægt på, at kommunen efter udbudsvejledningen kunne forkaste alle indkomne tilbud, og at kommunen havde en planmæssig og økonomisk interesse i, at der blev udstykket to grunde og opført to boliger i stedet for én.
Statsforvaltningen vurderede, at den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning ikke i en sag om salg af fast ejendom kunne føre til, at kommunen var forpligtet til at sælge en grund, som den ønskede at sælge til anden side.