Fremmødeforbud var en afgørelse og i strid med proportionalitetsprincippet

18-08-2008

En borger havde fået forbud mod at møde personligt på jobcentret i en kommune i et år. Ifølge kommunen havde borgeren under et møde brugt ukvemsord og truet en medarbejder, så rådhusbetjente måtte tilkaldes og politiet kontaktes.

Statsforvaltningen Hovedstaden vurderede, at fremmødeforbuddet var en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Statsforvaltningen fandt, at kommunen burde have partshørt borgeren inden afgørelsen om fremmødeforbud.

Statsforvaltningen fandt også, at kommunen havde overskredet grænserne for et lovligt skøn, idet afgørelsen havde mere indgribende karakter end nødvendigt for at tilgodese væsentlige hensyn til kommunens forvaltning. Statsforvaltningen lagde bl.a. vægt på, at kommunen ikke forinden havde forsøgt mindre indgribende foranstaltninger, f.eks. fastsættelse af, at fremmøde kun kunne ske efter forudgående aftale, alene til en bestemt person eller under iværksættelse af særlige foranstaltninger såsom tilstedeværelse af vagter.

Desuden fandt statsforvaltningen, at kommunen i sin begrundelse burde have oplyst, at adgangen til at meddele et fremmødeforbud ikke følger af regler i lovgivningen, men er en følge af kommunens adgang til at regulere forholdet til brugere af kommunens faciliteter. Kommunen havde til gengæld ikke tilsidesat en pligt til at give klagevejledning.