Udbudsvilkår om løn- og ansættelsesvilkår svarende til den kommunale overenskomst

12-08-2008

Århus Kommune havde besluttet at ændre sine retningslinjer for udbud og udlicitering, så kommunen stillede krav til leverandøren om, at denne i hele kontraktsperioden gav de overdragne medarbejdere løn- og ansættelsesvilkår svarende til den kommunale overenskomst på området.

Det var Statsforvaltningen Midtjyllands opfattelse, at virksomhedsoverdragelsesloven ikke hindrer en kommune i at stille yderligere vilkår vedrørende løn- og ansættelsesmæssige forhold i udbudsbetingelserne. Sådanne vilkår skal være sagligt begrundet i lovlige kommunale interesser, således som disse defineres i almindelige offentligretlige retsgrundsætninger, herunder kravet om saglighed i forvaltningen, proportionalitetsgrundsætningen, lighedsgrundsætningen og kommunalfuldmagtsreglerne.

 Det var statsforvaltningens opfattelse, at Århus Kommunes beslutning ikke stred mod disse regler.