Rødovre Kommune ejede en ejendom med tre lejligheder. Kommunen ønskede at sælge lejlighederne til de enkelte lejere eller at sælge hele ejendommen til én af lejerne.
Statsforvaltningen Hovedstaden kunne ikke give samtykke til salg af ejendommen uden offentligt udbud. Kommunens ønske om at sælge til én eller flere lejere var ikke i sig selv en særlig omstændighed, der kunne begrunde, at ejendommen ikke skulle i offentligt udbud. Statsforvaltningen vurderede også, at en lejers særlige tilknytning til ejendommen ikke i sig selv kunne begrunde, at den ikke skulle i offentligt udbud. Kommunen havde ikke anført andre særlige omstændigheder.