Sønderborg Kommune ønskede at sælge et kommunalt ejet areal til Broager Fjernvarmeselskab til brug for opsætning af et solvarmeanlæg. Fjernvarmeselskabet var ikke nabo til arealet. Etableringen af et solvarmeanlæg var i tråd med kommunens projekt om at gøre kommunen CO2-neutral. Salgsprisen skulle som udgangspunkt være tæt på ejendomsvurderingen.
Statsforvaltningen Syddanmark kunne ikke samtykke til et salg uden offentligt udbud. Statsforvaltningen noterede sig kommunens miljømæssige interesse i etablering af et solvarmeanlæg. Statsforvaltningen vurderede dog, at et udbud kunne skabe større interesse i etablering af et solvarmeanlæg og dermed fremkalde højere købstilbud. Statsforvaltningen vurderede derfor, at det var betænkeligt at afskære andre tilbudsgivere.
Statsforvaltningen tilkendegav, at kommunen var forpligtet til at udfolde sædvanlige og rimelige bestræbelser på at konstatere markedsprisen, og at der ikke kunne lægges vægt på den offentlige vurdering alene.