Odense Kommune ønskede at mageskifte et kommunalt ejet areal på ca. 12.000 m2 med et areal på ca. 7.700 m2, der var ejet af Odense Havn. En del af det kommunale areal var forurenet. Kommunen ønskede at råde over havnens areal i forbindelse med omlægning af en trafiktung vej.
Statsforvaltningen Syddanmark gav samtykke til mageskifte uden offentligt udbud. Statsforvaltningen lagde vægt på, at formålet med mageskiftet var, at kommunen fik et areal, der kunne indgå i omlægning af en vej, der skulle afvikle meget trafik ved udbygning af Odense Havn. Statsforvaltningen noterede, at årsagen til, at kommunen overdrog et større areal end den modtog, var, at kommunen overdrog et areal til havnen, hvor der påhvilede ejer forpligtelser som følge af forurening.