Ringkøbing-Skjern Kommune ønskede at sælge en ejendom til NETTO, der ejede naboejendommen og ønskede at udvide sin virksomhed.
Statsforvaltningen Midtjylland havde givet afslag på salg uden offentligt udbud. Statsforvaltningen havde vurderet, at det kommunale areal var så attraktivt beliggende, at det var betænkeligt at afskære andre tilbudsgivere.
Kommunen kom med nye oplysninger. Der var ikke kørende adgang til ejendommen, og det ville kræve en dispensation at opnå dette.
Statsforvaltningen gav samtykke til salg uden offentligt udbud. Statsforvaltningen vurderede, at NETTO havde et konkret udvidelsesbehov, og at grunden trods sin beliggenhed ikke var så attraktiv, at det var betænkeligt at afskære andre tilbudsgivere. Statsforvaltningen lagde vægt på, at der ikke var kørende adgang til ejendommen, og at det ville kræve en dispensation at få dette. Statsforvaltningen vurderede, at grunden ville blive solgt til markedsprisen.