En kommune havde ikke udarbejdet og offentliggjort en kvalitetsrapport for det lokale skolevæsen for skoleåret 2006/2007. Kommunen havde tilkendegivet overfor Statsforvaltningen Nordjylland, at den ikke var indstillet på at udarbejde den pågældende kvalitetsrapport. Kommunen ville i stedet dække to skoleår i kvalitetsrapporten for det efterfølgende skoleår.
Statsforvaltningen Nordjylland fastslog, at kommunen ikke havde overholdt folkeskoleloven.
Statsforvaltningen fandt ikke grundlag for at iværksætte tvangsbøder. Statsforvaltningen lagde herved afgørende vægt på, at kommunen agtede at dække skoleåret 2006/2007 i den efterfølgende kvalitetsrapport, og at Undervisningsministeriet havde lagt op til at acceptere en indkøringsfase for de nye kvalitetsrapporter.