Afvisning af at tage stilling til kommunes praksis ved indfrielse af hjemfaldspligt

30-06-2009

Brøndby Kommune ønskede tilsynets udtalelse om lovligheden af kommunens praksis ved indfrielse af hjemfaldspligt på bortskødede ejendomme samt tilbagebetaling ved tidligere sket indfrielse. Kommunens praksis havde hidtil været, at grundejere kunne frikøbe sig fra hjemfaldspligt på grunden for en pris, der efter fast praksis blev vurderet konkret af en af Dansk Ejendomsmæglerforening udpeget valuar. Kommunen havde konstateret, at de udregnede priser ville have været lavere, hvis der i stedet var anvendt en fast beregningsformel.

Statsforvaltningen Hovedstaden udtalte, at kommunens hidtidige praksis ikke kunne anses for at stride imod kommunens forpligtelse til at handle økonomisk forsvarligt.

Kommunens ønske om at ændre praksis ville skulle tage højde for lighedsgrundsætningen og måtte konkret henhøre under domstolene. Også spørgsmålet om tilbagebetaling ved tidligere indfriet hjemfaldspligt hørte under domstolene på grund af spørgsmålets privatretlige karakter.