Herning Kommunes revisor havde givet bemærkninger i en delberetning om den løbende revision for regnskabet 2008. Forvaltningen havde besvaret bemærkningerne, og svarene forelå ved byrådets behandling af delberetningen. Byrådet traf afgørelse om at tage delberetningen til efterretning.
Statsforvaltningen Midtjylland udtalte, at byrådet ved behandling af både delberetninger og beretning om årsregnskabet skal træffe en egentlig beslutning om og i bekræftende fald hvad, hver enkelt bemærkning giver anledning til.
I den konkrete sag udtalte statsforvaltningen, at det blev forudsat, at revisionen og byrådet fulgte op på bemærkningerne i delberetningen i forbindelse med, at årsregnskabet blev behandlet.