Frederikssund Kommune havde nægtet en borger adgang til genbrugspladsen, fordi den samlede vægt på hans bil og trailer var over den i ordensreglementet tilladte totalvægt.
Statsforvaltningen Hovedstaden vurderede, at Frederikssund Kommune ikke havde handlet ulovligt ved at nægte borgeren adgang til genbrugspladsen med den begrundelse. Det var heller ikke ulovligt, at kommunen opkrævede gebyr for retten til at benytte genbrugspladsen, fordi borgeren havde mulighed for at benytte ordningen, hvis han opfyldte adgangskriterierne.
Statsforvaltningen lagde vægt på, at der var hjemmel i lovgivningen til at fastsætte regulativer om adgangen til genbrugspladser, og at kommunens begrundelse var saglig.