Den tidligere Brørup Kommune (nu Vejen Kommune) havde truffet en afgørelse om at nedbringe husdyrproduktionen på en ejendom til 190 slagtesvin.
Statsforvaltningen Syddanmark vurderede, at spørgsmålet om retlig lovliggørelse i den konkrete sag skulle vurderes ud fra de regler, der var gældende, da dyreholdet blev etableret, og da det senere blev udvidet.
Statsforvaltningen vurderede dog, at afklaring af uenigheden mellem kommunen og husdyrproducenten om, hvilket produktionsomfang der i den konkrete sag skulle lægges til grund for kommunens afgørelse om retlig lovliggørelse af dyreholdet, var et bevismæssigt spørgsmål. Det kunne kun ske på baggrund af en egentlig bevisførelse ved domstolene.
Statsforvaltningen havde derfor ikke kompetence til at foretage en efterprøvelse af kommunens afgørelse om at nedbringe husdyrproduktionen.