Kommune kunne lovligt erhverve ejendom på baggrund af langsigtede ønsker til anvendelsen og i mellemtiden foretage udlejning

02-03-2010

Tårnby Kommune ønskede at købe en ejendom med 3 ejerlejligheder, hvoraf kommunen allerede ejede og anvendte den ene til kommunalt sundhedscenter. Formålet med erhvervelsen skulle være at på sigt at indrette ejendommen til administrationsformål og indtil da bevare de eksisterende erhvervslejemål.

Statsforvaltningen Hovedstaden udtalte, at kommunen efter kommunalfuldmagtsreglerne lovligt kunne erhverve ejendommen med baggrund i de langsigtede ønsker til anvendelsen.

Med hensyn til kommunens adgang til at opretholde de eksisterende lejemål til sundhedspersoner henviste statsforvaltningen til, at kommunen ifølge sundhedslovens bestemmelser om udleje af lokaler måtte koordinere spørgsmålet med Regionsrådet. De øvrige eksisterende erhvervslejemål ville kunne opretholdes efter reglerne om overskudskapacitet, hvis lejemålene var indgået på markedsvilkår.