Afslag på samtykke til salg uden udbud til byrådsmedlem

22-09-2010

Holstebro Kommune bad om samtykke til salg af et areal til et byrådsmedlem.

Kommunen havde oplyst, at byrådsmedlemmet var ejer af en ejendom, hvorfra der blev drevet behandlingsinstitution, som byrådsmedlemmet var leder af. Han havde planer om at udvide institutionen. I den forbindelse ville han gerne købe arealet, som stødte op til hans ejendom, af kommunen.

Statsforvaltningen Midtjylland afslog at give samtykke til salg af arealet uden offentligt udbud.

Statsforvaltningen lagde vægt på, at det ikke fandtes godtgjort, at offentligt udbud ville lægge hindringer i vejen for salget, eller at det på forhånd kunne udelukkes, at andre end byrådsmedlemmet kunne have interesse i at afgive købstilbud på det pågældende areal.